Lars M

Det er helt rigtigt, som knadne starter med at sige, at det kommer an på tyngdepunkt og hofter. Derimod bliver det lidt for kategorisk, når han siger, at siddesele kun kan bruges af voksne. Større børn kan også bruge siddesele. Der findes mange ni-årige, der godt kan bruge siddesele. Der findes også nogle, der ikke kan. Det kommer - som knadne ganske rigtigt siger - an på kropsbygningen. Det kommer også an på, hvad slags klatring, der er tale om. I min lokale klatreklub bruger de fleste ni-årige siddesele, men det er til indendørs toprebsklatring, hvor man aldrig falder ret langt. Hvis man klatrer førstemand og kan falde længere, eller man er på fler-tovlængders klatreture i fjeldet, hvor man har rygsæk på og dermed får højere tyngdepunkt, vil jeg også anbefale helkropsele.

Nevelfjell (eller Neverfjell - begge navne bruges) 1089 m må være mit forslag.

Jeg har et par Adidas Evil Eye, som jeg er godt fornøjet med. Da jeg er nærsynet (-3,0 / -3,5) må jeg have en indsats med styrke, og det kan monteres i netop disse briller. Selve solbrillen har udskiftelige glas, så jeg har et par guldfarvede spejlglas, som jeg bl.a. bruger på bræ, et par almindelige solbrilleglas og et par lyse orange glas til skodde og white out. Jeg kan tage stængerne af og i stedet montere en elastik bag om nakken. Samlet pris tæt på 5000 kr, men jeg kunne ikke finde noget alternativ, der opfyldte mine behov.

Du har selv planlagt turen med masser af fleksibilitet i form af topturene, som du evt. kan udelade, hvis det viser sig undervejs, at det bliver for meget. Du finder selv ud af undervejs, om det er realistisk at nå det hele. Jeg synes måske, at det er lidt optimistisk dag 4 at nå helt til Glitterheim, efter at du har været på Besshø, men selv om du ikke når til Glitterheim på dag 4, kan du sagtens nå til Spiterstulen dag 7 - på en eller anden måde. En enkelt praktisk oplysning m.h.t. dag 2 (eller natten mellem dag 2 og 3): Jeg har ikke selv gjort det, men jeg har set nogen andre telte ved Bjørnbøltjernet 1475 m mellem Memurubu og Bessvatnet.

Hvis man kommer nede fra den sydøstlige del af Grjotbræen og vil gå op til den vestligste del af Gråsubræen lige syd for Østre Glittertindoksli, er der store sprækker i den stejleste del af Grjotbræen, lige inden man kommer helt op til Gråsubræen. Hvis man på vej fra Glittertinden mod Østre Glittertindoksli holder lidt for langt til venstre, kommer man ned i dette sprækkeområde. Der er også sprækker længere nede på Grjotbræen. Jeg har krydset en bræsprække på en tynd snebro nede i nærheden af, hvor du har tegnet dine røde streger nr. 1 og 2. Som jeg umiddelbart opfattede det, var der ikke noget særligt med sprækker på selve Gråsubræen, men jeg kan selvfølgelig ikke garantere for noget.

I 2007 siden gik jeg traversen i modsat retning i en 8 mands gruppe: 5 damer og 3 mænd. Vi klatrede op på Hettpiggen fra NV, rappellerede ned fra Hettpiggen mod SV og klatrede op til sydtoppen, d.v.s. to gange klatring og én gang rappel. Sådan som Ole-Petter gik den, bliver det én gang klatring og to gange rappel. Hvis målet er at komme på toppene, og man egentlig helst vil undgå klatring, bør man nok vælge den vej, som Ole-Petter gik, og hvor man kun skal klatre én gang. Hvis klatringen i sig selv er en del af formålet med turen, bør man vælge den vej, som vi gik, og hvor man skal klatre to gange. For øvrigt en mindeværdig tur, vi havde. Vi brugte rigtigt lang tid. Med 8 personer, hvor ikke alle er lige erfarne i at håndtere tov og tovbremser, og hvor vi så vælger, at vi ikke vil sende en fortrop videre, men alle skal vente på de sidste, tager det lang tid. Vi gik fra parkeringspladsen ved bommen ca. 1 km fra Snøheim kl. lidt i 9 in formiddagen og var tilbage samme sted næste morgen kl. ca. 5 - efter 20 timer på farten.

Forslagene om at følge dalen østfra helt ind til brætungen eller at gå over højde 1287 er sikkert mere fremkommelige end at gå direkte over højde 1720. For 12 år siden forsøgte jeg fra den side - ganske impulsivt og uden at have undersøgt noget særligt på forhånd. Af forskellige årsager opgav jeg forholdsvis tidligt på ruten, og da jeg senere diskuterede det med nogle stedkendte, fik jeg at vide, at jeg nok måtte have opgivet højere oppe uanset.

Jeg må tage forebehold for, hvor meget det kan have ændret sig siden 1999, men da jeg var på Fjellsportkursus i sommeren 1999, parkerede vi ved Sognefjellvejen ud for udløbet fra Prestesteinvatnet, gik over dæmningen, østover nedenfor nordvæggen af Steindalsnosi (hvor vi på returen havde et isras fra de små bræer oppe i ordvæggen af Steindalsnosi) og ind på Fannaråkbræen. Der var ingen problemer overhovedet med at komme ind på bræen. På vej op ad bræfaldet mødte vi nogle, der kom kørende ned på smalle racing- langrendski, og lidt højere oppe på bræen mødte vi en stor elgtyrekalv, der gik østover fra skaret mellem Fannaråken og Steindalsnosi. Vi fortsatte op på Fannaråken ad en brat sne-/isrende omtrent midt på nordsiden af Fannaråken, men det et klart enklere at holde til venstre og gå op ad nordøsthjørnet, hvor bræførernes normale rute går.

Jeg er lidt usikker på, hvad det er for punkter på eggen, der skulle være "vegg" eller "hammer". Fra min tur i 2008 sammen med Bjarne Lindholdt (https://www.fjellforum.no/index.php?app=forums&module=forums&controller=topic&id=13568) erindrer jeg ikke noget sådant. Vi havde ikke tov og sikringsmidler med og følte heller ikke behov for det. Vi havde tåge/skodde, og hvis det havde kondenseret på overfladen og gjort det vådt og sleipt, kunne situationen have været en ganske anden. Dette her: https://www.fjellforum.no/oldLinkConverter.php?oldAttach=14024 var nok det nærmeste, vi kommer på en væg eller hammer. Jeg tror, jeg gik lidt længere til venstre, end Bjarne gør på dette foto. Jeg er ikke sikker på, om det var nogen fordel.

Jeg har en ECC Line 600. Jeg valgte den, fordi prisen var meget konkurrencedygtig sammenlignet med andre 3-sæsons dunsoveposer med tilsvarende specifikationer. Da jeg havde haft den ganske kort tid, var der en syning, der gik op, så dunene kunne drysse ud. Jeg indleverede soveposen på butikken, som sendte den tilbage til fabrikken for at få den repareret. Siden har jeg ikke haft problemer, så bortset fra lidt problemer i starten er jeg godt fornøjet.

M.h.t. forholdsrapporter for klatrefelterne rundt om Oslo er der normalt god information at hente på http://www.brattesider.no/ http://www.brattesider.no/index.php?option=com_smf&Itemid=130&board=32.0

Her: http://www.outsite.org/modules.php?op=modload&name=News&file=article&sid=291&topic=38&catid=25 er der en opskrift på müslibar. Jeg har ikke selv prøvet den, så ved ikke, om den er god, men du kan da forsøge.

Skal det være indeklatring? Hvad med denne her? http://klatresteder.dk/klatrested.php?id=193 http://viborgklatreklub.dk/bjerget.html http://viborgklatreklub.dk/Dokumenter/Bjerget_version_23_lt_72_dpi.pdf

På det danske http://www.outsite.org/ er der to beretninger fra en kar, der har været i "Gressåmoen og omegn" to gange. Er der noget her, der kan inspirere? Beretning fra første tur: http://www.outsite.org/modules.php?op=modload&name=News&file=article&sid=55&topic=21&catid=116 Tilhørende fotos: http://www.outsite.org/index.php?module=photoshare&func=showimages&fid=299 Beretning fra anden tur: http://www.outsite.org/modules.php?op=modload&name=News&file=article&sid=225&topic=21&catid=116 Tilhørende fotos: http://www.outsite.org/index.php?module=photoshare&func=showimages&fid=714

Hvis du alligevel vil måle højden selv, får du normalt en meget bedre måling med en barometrisk højdemåler end med en GPS-baseret. En almindelig GPS-baseret højdemåler til ikke-professionel anvendelse kan godt fortælle dig, at du er gået 5 m op, når du i virkeligheden er gået 5 m ned - eller omvendt. Det vil ikke ske med en barometrisk højdemåler. En barometrisk højdemåler skal kalibreres for at kunne vise absolut højde, men hvis du bare vil se, hvilket af to eller flere punkter i nærheden af hinanden, der er højest, og du laver alle målingerne inden for nogle få minutter, hvor lufttrykket ikke ændrer sig nævneværdigt, og du ikke interesserer dig for den absolutte højde, er kalibrering ikke så vigtig.

Det kan være rigtigt nok, hvad knadne skriver, men det har vel ikke noget at gøre med, om man er på bræ eller et andet sted. Om dette argument gælder på bræ, gælder det vel også andre udsatte steder, hvor man kan tippe rundt ved et fald. Argumentet fra Sollis om, at en brystsele i visse situationer er mere til ulempe end til gavn, er lige så rigtigt. Så det må være din egen vurdering, hvad du gør i det enkelte tilfælde - afhængigt af situationen. Jeg tror, Norge er det eneste land, hvor normen for brækurser o.lign. påbyder/anbefaler brystsele på bræ. Andre steder bruges det ikke - så vidt jeg ved. På Dansk Klatreforbunds alpinkursus, der for en stor del har samme indhold som et norsk fjellsportkursus, men hvor adgangskravet er, at deltagerne på forhånd skal beherske naturligt sikret klippeklatring, bruges der ikke brystsele. I stedet tager første- og sidstemanden i tovlaget det tovkvejl, som de uanset skal have til redning, omkring brystet, så det støtter lidt ligesom en brystsele. Det virker faktisk udmærket. I forbindelse med en redningsøvelse har jeg selv prøvet at hænge i en bræsprække med tovkvejl omkring brystet og rygsæk på ryggen, og det føltes ganske behageligt. Kun første- og sidstemanden har dette tovkvejl. De som går mellem, har i udgangspunktet ikke noget, men kan evt. supplere med en brystsele (eller en improviseret brystsele lavet af en almindelig 120 cm slynge), om de føler behov for det.

Det er fuldstændigt korrekt. Det som er lidt morsomt for en dansker er, at Vetle Knipen er præcis 10 gange så højt som Himmelbjerget.

Nu har der i en periode ikke været så meget aktivitet på denne tråd. Min opgave her giver tråden en lidt anden drejning - jeg håber, det er i orden! Jeg spørger ikke om, hvad vi ser på disse fotos, men hvor vi ser det fra. Jeg er ude efter navnet på en let tilgængelig udsigtstop.

Jeg vil ikke ud fra billederne forsøge at gøre mig klog på, om Bjarnes eller Viggos fortolkning af min forklaring er rigtig. Det er rigtigt, at hylden til venstre er udsat forstået på den måde, at neden for hylden er der flere hundrede meter lodret fald. Hylden i sig selv er vel ca. en halv meter bred, så vidt jeg husker. Hvis væggen fra hylden og videre op havde været overhængende, så man ligesom blev presset udad, havde situationen været en anden, men nu hælder væggen over hylden pænt indad, så der er masser af plads. Der hvor der evt. kan være et problem, er når man skal videre fra hylden. Som sagt husker jeg ikke, om vi fortsatte fremad i en stigende travers, eller vi klatrede mere direkte op. Uanset hvad vi gjorde, er det i hvert fald ikke et sted, man skal falde. Jeg vil ikke lokke nogen til at gå den vej, hvis de ikke selv føler sig komfortable med det. En alternativ mulighed er måske at lade være med at gå ud på hylden og i stedet klatre mere direkte op ad ryggen. Det er sikkert noget sværere rent klatreteknisk (og det var også derfor, vi valgte hylden), men det er nok mindre eksponeret forstået på den måde, at man måske kan tillade sig at falde, uden at der er nogen risiko for at falde langt. Når man er i den slags terræn, kan man altid komme i situationer, hvor det er en afvejning, om man vil klatre let og eksponeret eller sværere og mindre eksponeret. I andre lignende situationer har jeg valgt den sværere og mindre eksponerede løsning.

Så vidt jeg husker, gik vi ud til venstre på en hylde i nordsiden. På hylden bestod underlaget af hårdttrampet jord/ler, som bar tydeligt præg af trafik. Fra hylden kom vi op på eggen igen - jeg husker ikke i detaljer hvordan.

Fint at se billeder fra Gerlach i klart vejr! Jeg var der i 2006 - også lidt off-season i begyndelsen af juni. Vi var en gruppe fra Dansk Bjergklub, der var rejst til Slovakiet for at klatre i Høje Tatra, men p.g.a. dårligt vejr havde vi brugt det meste af ugen med at klatre på sandstens-klipper i lavlandet længer vest nær byen Zilina. Sidst på ugen kørte vi igen østpå til Høje Tatra og forsøgte os på Gerlach. Vi kom også op, men der var ikke meget at se gennem skyerne, så det var fint at se på disse fotos, hvordan der også kan se ud. Vi var de eneste på Slieszky Dom, som ikke var varmet op her i begyndelsen af juni, hvor hytteværten ikke havde regnet med at få gæster. Hytteværten sagde også, at guide var obligatorisk på Gerlach, men vi fik overbesvist hende om, at vi var erfarne bjergbestigere og sagtens kunne klare det selv. Det kan være, vi bluffede lidt, men vi havde vore medlemskort fra Dansk Bjergklub med UIAA-mærke på, så hun blev overbevist. Stien fra Slieszky Dom til Batizowske Pleso må for øvrigt have været et kæmpearbejde at anlægge! På det tidspunkt gik der fly fra London Stanstead til Poprad. Jeg har ikke kontrolleret, om der stadig gør, men ellers er det også en billig mulighed for at komme til Tatra.

Jeg mente nok, jeg kunne huske, at der en gang havde været noget på Dansk Bjergklubs debatforum om klatring på Tenerife, og efter at have ledt lidt efter det fandt jeg det også: http://www.danskbjergklub.dk/forum/showthread.php?t=2089

Hvilket fjell? Ryggen foran til venstre ser ud, som om den kunne hedde Sagi. Det ville i hvert fald være et logisk navn til en ryg med den profil . I så fald må den markante top bagved til højre (højeste top på billedet) være Uranostind, og den ikke så markante top foran helt til højre må være Slingsbytind. Set fra Smørstabbtinderne ligger disse toppe ret mod syd. Passer det med den retning, du har fotograferet? Finfin utsikt.... Her ser vi Uranostind på sigtelinjen omtrent ret over Skeia. Kan det passe, det er den samme, som er på billedet "Hvilket fjell"? Hellstugutindane? Jeg er enig med dig i din antagelse.

Hej Bjarne Du har gået Uranostind ad søreggen igen, skriver du. Så håber jeg for dig, at du havde bedre sigt og mindre skodde, end da vi gik den sammen i fjor, og at du fik nogle gode fotos. Det bliver spændende at se din turrapport. Selv om Uranostind søreggen er relativt uproblematisk at gå opover, når man kan stoppe nedenfor hver enkelt hammer og studere den og udtænke et vejvalg, kan den nok være noget vanskeligere nedover, fordi man ikke har samme mulighed for at se, hvor man skal hen. Jeg kan godt sætte mig ind i hemsedals situation.

Ja, der havde du et bedre vejvalg end jeg havde, da jeg forsøgte mig for nogle år siden. Med stegjern, så man kan stå fast, er det relativt trygt at gå på blåis, når man kan se sprækkerne og tage hensyn til dem. Ud på sommeren, når årets sne er smeltet bort, er det ikke noget problem at krydse tværs over brætungen. I september 2000 havde jeg været på job i Mo i Rana i to uger, og den første helg havde jeg bare jobbet hele helgen. Den anden helg besluttede jeg at tage fri søndag og gå på fjeldet. Lidt impulsivt og uden for meget planlægning satsede jeg på en tur på Oksskolten. Jeg havde hverken stegjern eller isøkse med, så jeg vurderede ikke bræpassage som aktuel for mig. I midten af september ville det sandsynligvis have været ren blåis. Jeg fortsatte i bil ad vejen, til den sluttede ved dammen ved Grasvatnet. Så gik jeg ca. 4 km langs sydsiden af Grasvatnet, til jeg havde passeret broen over elven fra bræen. Derefter svingede jeg opover. Jeg sigtede direkte på fortop 1720 på ryggen mellem Oksskoltbræen og Charles Rabot bræen. Der var lidt regn i luften, og vandet strømmede ned over nogle sva længere til højre, men der hvor jeg gik, var det ikke noget problem. Jeg nåede alligevel ikke mere end 11-1200 m.o.h., før jeg måtte erkende, at jeg brugte for meget tid og ikke kunne nå op og ned igen, medens det var dagslys. Derfor gik jeg samme vej ned igen. Bagefter havde jeg en lille korrespondance med ham, der driver netstedet http://home.online.no/~oe-aase/fjellsport.htm og iflg. ham er ruten over fortop 1720 langt fra letteste vej og ikke den vej, han ville anbefale. Jeg har derfor stadig Oksskolten til gode til en anden gang - må se, om det nogensinde bliver til noget. Du har vel ikke et foto af eggen fra toppen af Oksskolten ud mod fortop 1720, så jeg kan se, hvad jeg ville være kommet op i, hvis jeg var kommet så langt?