Lars M

Der er ikke meget aktivitet længere på www.brattesider.no - ellers ville det have været et helt oplagt sted at efterlyse dem.

Jeg har aldrig selv haft børn og ved måske ikke helt, hvad 6-7-årige kan, men jeg prøver alligevel et svar. Hvis vi skal holde os til Årdals-siden af Jotunheimen, må det blive Soleibotntind (eller bare Soleitind - den har flere navne). Fra parkering på Tindefjellvejen lidt før bomstationen (uanset hvilken side du kommer fra - så sparer du bomafgiften, hvis du skal samme vej tilbage) er der et stykke vej at gå, og det er ikke super-spændende hele vejen, men når du først er fremme på toppen, har du den mest fantastiske udsigt til Hurrungane vestfra. Hvis Luster-siden af Jotunheimen også er aktuel (det er ikke så langt fra Årdal), kan Dyrhaugstind eller Nordre Skagastølstind måske også være mulige. Eventuelle muligheder omkring Tyin og Eidsbugarden vil jeg ikke udtale mig om. Fra Valdresflya er nogle af de østlige toppe på Kalvehøgda også mulige, f.eks. Rasletind. Selv om Årdal måske er nærmest set fra Odda, er Valdresflya lige så let at komme til.

På outsite.org har jeg en gang set en test. Netop nu kan jeg ikke komme ind på outsite.org, så jeg kan ikke lave et direkte link til testen. Så vidt jeg husker, var det Telemark Ultralight, og så vidt jeg husker, var bedømmelsen overvejende positiv. Det kan være, andre kan komme ind og finde testen, eller jeg kan komme ind en anden dag.

@ tremon: Jeg ved ikke, om Adidas fås med -8, men princippet burde fungere. Det glas, der går langt ud til siden og bagud, er et solbrilleglas uden styrke. Styrken sidder i et klart glas, som sidder i en indsats inde bagved. Glassene i indsatsen er forholdsvis små, og dermed burde de ikke blive så tykke i kanten - selv ved -8. Jeg bruger selv ca. -3,5.

I det internationale orienteringsforbund er den normale målestok i princippet stadig 1:15.000, men i praksis er det - i hvert fald her i Danmark - oftere 1:10.000. Det er normalt orienteringsklubberne, der selv tegner disse kort baseret på tilgængeligt grundmateriale + egen rekognoscering. Alternativt kan de hyre professionelle korttegnere til at gøre det. Det er dyrt at hyre nogen til det, og det er et stort arbejde at gøre det selv, så man gør det kun for de områder, man faktisk har tænkt sig at bruge til o-løb. Derfor findes disse kort ikke overalt. Man tegner enten i et program, der hedder ocad, og som er målrettet til korttegning, eller i Adobe Illustrator, der er et mere generelt tegneprogram. De originale filer er ikke læsbare uden det rigtige program, men de kan konverteres til billedfiler, der kan lægges ind som "custom map" i visse nyere typer GPS'er. Jeg må ud nu. Jeg skal sætte poster ud til aftenens træningsløb.

Jeg bruger Adidas Evil Eye. Her skal man som ekstraudstyr købe en indsats med klare glas med styrke. Man kan selv skifte solbrilleglassene. Da jeg købte dem, fik man som standard to sæt glas: Et sæt almindelige solbrilleglas og et sæt lysere orange glas til whiteout. I tillæg har jeg købt et tredje sæt glas til brug på bræ og tilsvarende. Det er guldfarvede spejlglas. De giver en rigtig fin beskyttelse. Man kan også afmontere stængerne og i stedet montere en elastik bag nakken, hvis man skal gøre noget, hvor man ikke føler sig tryg ved, at brillerne bliver siddende på med bare stænger. I alt bliver det forholdsvis dyrt. Jeg tror, jeg kom af med ca. 5000 danske kroner i 2010, da jeg købte dem. Jeg ved ikke, hvad de koster nu. Til gengæld er det en fleksibel løsning. Hvis dine øjne ændrer sig, og du skal have en anden styrke, behøver du bare købe ny indsats - resten kan stadig bruges. Og man kan som sagt købe ekstra glas, hvis man får behov for andre glas end dem, der standard leveres med.

Denne side http://www.bestigbjerge.dk er nok delvis inspireret af nordmanden Roger Pihls bog om de danske bjerge over 100 m. Der skal lidt humor eller selvironi til at kalde det bjerge eller fjelde. Sidste søndag var jeg til o-løb i Sønder Farup og Vester Vedsted Bjergplantage, der ligger lidt uden for Ribe ud til Vadehavet i et af Danmarks fladeste områder. Det meste af plantagen ligger mellem 5 og 10 m over havet, men der er enkelte sanddyner, der når op over 10 m. Her skal der ikke bare lidt men meget humor eller selvironi til at kalde det en bjergplantage.

Metoden med at vurdere hvor meget gas der er igen i dåsen ved at se på, hvor højt den flyder i vand, må afhænge af, at vandets massefylde er konstant. Havvand er tungere end ferskvand, og havvand med højt saltindhold er tungere end havvand med lavt saltindhold. Jo tungere vandet er, jo højere vil dåsen flyde, når gasindholdet er det samme. Hvis man altid laver testen i ferskvand, bør det gå fint.

Da jeg gik Uranostind ad sydeggen i 2008 sammen med Bjarne Lindholdt http://www.fjellforum.no/topic/10917-uranostraversen-juli-2008/ brugte vi ikke sikring. Der er ikke noget svær klatring, men der er steder, hvor det er vigtigt, hvis man går usikret, at man kan koncentrere sig og fokusere på ikke at lave fejl. Hvis man skal sikre, må man selv have kiler m.m. med. Der er ingen faste bolte. Man kan evt. overveje løbende forankringer, hvor man ikke bruger standpladser og tovbremse, men hvor hele tovlaget bevæger sig simultant, og hvor førstemanden sætter sikringer og sidstemanden fjerner dem. Så lykkedes det langt om længe at rette linket ovenfor og lagre ændringerne. Jeg har forsøgt mange gange at rette, men ændringerne er ikke blevet lagret før nu.

Du nævner både Glittertind og Besseggen, så du har måske tænkt at følge (noget af) ruten mellem Glitterheim og Memurubu. Jeg har hørt om flere, der har haft problemer med at få hunden til at gå over broen over Blåtjørnåi vest for Russvatnet. Hvis det er en lille hund, kan du måske bære den over, hvis den ikke vil gå selv, men med en større hund går det nok ikke. Du bør måske overveje, om du kan finde en rute, hvor du ikke er afhængig af denne bro. Det er måske muligt at gå højere op i Blåtjørnholet og krydse mange små bække i stedet for en stor å. Dette er ikke noget, jeg selv har erfaring med - jeg refererer bare, hvad jeg har hørt. Hvis du også skal på Galdhøpiggen, er det nok svært at undgå broen over Visa ved Spiterstulen. Jeg husker ikke, om denne bro er mere "hundevenlig", men det kan være, at andre kan svare på det. Der findes danske fjeldvandrere med hund, som konsekvent tager til de nordsvenske fjelde, fordi de norske brokonstruktioner ikke er hundevenlige.

Ud fra hvad du skriver, står det ikke helt klart for mig, hvor du har været, men jeg gætter på, at du fra Uradalsbandet er gået omtrent stik øst direkte mod toppen af Uranostind. Jeg tror ikke, det er nogen god rute. Uden sikring bliver det for brat, og jeg mistænker at det også er løst. Hvis du fra Uradalsbandet traverserer mod nord til bandet mellem Uranostind og Slingsbytind, kan der være nogle mindre udfordringer på selve traversen, men når du er fremme ved bandet og kan dreje mod syd igen mod toppen, er resten enkelt. Det anbefales heller ikke at gå direkte op fra Uradalen til bandet mellem Uranostind og Slingsbytind; - traversen fra Uradalsbandet er bedre. Dette har været diskuteret tidligere på Fjellforum. Jeg har kun været der om sommeren, hvor vi havde gået Uranostind ad sydeggen og returnerede ad traversen fra bandet mellem Uranostind og Slingsbytind til Uradalsbandet. Om vinteren er der andre ting, man må tage hensyn til.

Du tænker sikkert mest på Norge, men for et par år siden var jeg på tur sammen med en jente, der tidligere havde krydset Island fra syd til nord (eller var det omvendt) på islandshest. Hun var vældigt fornøjet med det, og jeg så nogle af hendes fotos fra turen. Det var en lokal turoperatør, der arrangerede det. Jeg er ikke sikker på, hvor mange deltagere der var, men jeg tror, at der var flere heste end ryttere, så nogle af dagene kunne nogle af hestene gå uden rytter.

Sidst jeg købte ny skaljakke, købte jeg en Montura Core. Hvis det er vigtigt for dig, at jakken er lang, vil jeg ikke anbefale denne, men hvis du kan leve med en lidt kortere jakke, er den rigtigt fin. Den har et lidt "sportsligt" snit - kort og tætsiddende, men det kan man i nogen grad styre selv ved evt. at købe den et nummer større. 3-lags goretex pro. Klart den bedste skaljakke, jeg nogensinde har haft. Da jeg købte den i høsten 2012, var listeprisen ca. 4200 DKK, men Friluftslageret i Odense havde den gang 30 % rabat på alle Montura jakker, så jeg fik den for ca. 2800. Nu sælger de den for 1999. På den måde er værdien af min jakke også blevet lidt devalueret, men det kan jeg leve med. Jeg ved ikke, om der er nogen, der sælger den i Norge, men Friluftslageret sender også ud af landet.

Hvis man køber klatreføreren for Jotunheimen (udgivet af norsk tindeklub), får man skiføreren for Hurrungane med i købet. Jeg ved ikke, om der er andre muligheder.

I suppose this only works, when it is cold enough to keep the snow dry. I could imagine, what would happen to water....

Jeg kender ikke det norske marked for den slags, men her i Danmark køber jeg Borup rensebenzin. Tidligere stod der på deklarationen, at det var n-heptan (C7H16), men det står der ikke mere. Nu ved jeg ikke længere, hvad det er, men i praksis fungerer det fint. Priserne varierer meget efter, hvor man køber det, men i Rema 1000 får jeg det til en god pris.

Jeg har ikke erfaring med det, men på en skitur for nogle år siden så jeg noget is, som så rigtigt fin ud. Det var ved Rondvatnet ca. 1,3 km nord for Rondvassbu, hvor bækken fra Rondholet kommer ned. Den letteste måde at kommer dertil er på ski, så som alternativ aktivitet ved manglende sne er det måske ikke så relevant.

For ca. 10 år siden gik jeg og en kammerat en tur i Skarvheimen og den nordligste del af Hardangervidda, som var delvis sammenfaldende med din planlagte tur. Vi gik Haugastøl - Krækkja - Finse - Geiterygghytta - Iungsdalshytta - Raggsteindalhytta - Finse - Hallingskeid og derfra retur med toget til Haugastøl. Det var nok ca. en måned senere på året - ca. 1. april - men der var ikke noget, vi opfattede som skredfarligt. Det er over kommeligt men fint terræn. Dog kan jeg ikke udtale mig om stykket mellem Breistølen og Iungsdalen. På dine fotos fra Rondane er der også ting, jeg kan genkende. Et par år senere - også omkring 1. april - var jeg med samme kammerat i Rondane. Her gik vi Høvringen - Grimsdalshytta - Dørålseter - Rondvassbu. På Rondvassbu tog vi i alt 3 overnatninger og 2 dagture. Første dagtur gik til Veslesmeden. Anden dagtur gik først østpå gennem Illmanndalen, så vestpå gennem Langlupdalen og til sidst sydpå over isen på Rondvattnet. Sidste dag var bare retur fra Rondvassbu til Høvringen. Siden er det desværre ikke blevet til mere af den slags for min del, men jeg må prøve at komme i gang igen!

Nu har jeg været inde på min profil og se mit kort. Der er kun en enkelt markering, og det passer nok, at jeg kun har skrevet én turberetning selv. 1. Markeringen er placeret ca. 5 km forkert. Har jeg mulighed for at justere den? 2. Jeg har sammen med en anden bruger her på Fjellforum lavet nogle ture, som han har skrevet beretninger for, og hvor jeg har suppleret med kommentarer og fotos. Har jeg mulighed for at blive tagget på de beretninger?

Netop på en tur til Kjerag for 10 år siden havde jeg en oplevelse, som kan have relation til denne tråd. Jeg var på tur sammen med den ene af mine søstre og hendes 3 børn. Den yngste - min niece - var den gang 9 år. På et tidspunkt gik hun fuldstændigt sukkerkold - havde ikke kræfter til noget som helst. Så fik hun en halv energibar. Den virkede omgående. Pludselig var det hende, der satte et tempo, som vi andre ikke kunne følge med. Så det er vigtigt at spise og holde blodsukkeret oppe. På vej fra p-pladsen ud mod Kjerag er der et sted, man skal gå op over et sva, som vist er brattest i bunden og flader ud højere oppe - så vidt jeg husker. Her fór hun af sted, og hun var på det tidspunkt slet ikke vant til den terræntype, så det var ikke risikofrit. Der måtte vi bede hende om at tage det lidt roligt og vente på os andre.

Hvis du mest "bare" skal gå på bræ, hvor det ikke er vældigt brat, kan du godt vælge støvler, der ikke er helt stive. Hvis du også skal ud i brat is, hvor du kommer til at stå med stegjernenes fronttakker ind i isen og hælen ude i fri luft, bør du uanset vælge helt stive støvler, da det er anstrengende for foden at stå på den måde i ikke-stive støvler. Til almindelig vandring er det nok mest komfortabelt at bruge ikke-stive støvler og stegjern med remme. Stegjern med hurtig-bindinger fungerer bare på helt stive støvler, der er konstrueret til det.

Når man stiller sit telt så tæt på et stup, skal man være sikker på, at hvis man skal op om natten og tisse, er man vågen nok til at vide, hvor man går.

Nu har jeg søgt lidt på nettet og fundet det foto, som jeg henviste til i første omgang. Det ser rigtigt fint ud! http://fjelletibilder.no/search/96655/picture166.html Fint at høre, at I havde en god tur, selv om I ikke teltede på toppen. Det havde nok også været tungere at bære alt lejr-udstyret der op.

Det kan være, du kan finde svaret her: http://fuel.papo-art.com/#tableoffuelnames MSR har tidligere haft en sådan oversigt på sin hjemmeside, men her kan jeg ikke finde den mere. For nogle dage siden blev jeg via det danske forum http://www.outsite.org/ opmærksom på denne side, der er meget mere omfattende end den, som MSR tidligere har haft.

Jeg har tidligere ment, at skygger altid er en ulempe, men nu er jeg nået frem til, at der både kan være fordele og ulemper ved skygger. Hvis man bare kaster et hurtigt blik på et kort over et landskab, som man ikke kender i forvejen, kan skygger - som vel at mærke er tegnet på en god måde - hjælpe til, at man hurtigere får et indtryk af landskabet. Hvis man skal få samme indtryk ud fra højdekurverne, skal man normalt bruge lidt mere tid på at studere kortet. Skyggerne i sig selv giver dog ikke nogen information, som ikke findes i form af højdekurver. Højdekurverne giver samme information langt mere præcist og detaljeret end skyggerne nogensinde kan give. Højdekurverne vil altid være den primære informationskilde, og det er derfor vigtigt for mig, at eventuelle skygger ikke ødelægger læsbarheden af højdekurverne. I nogle af Viggos eksempler er det helt klart tilfældet. Når man først er på tur, har man allerede et vist kendskab til landskabet og har dermed ikke brug for skyggerne til at give det hurtige første indtryk. På et kort til at have med på tur vil jeg derfor helst undvære skygger. Mit skræk-eksempel på, hvordan et kort kan ødelægges, har jeg lige foran mig nu. Det er et fransk kort i 1:25000 med 10 m ækvidistance (3630 OT). Det burde give et fint og læsbart kort, men her er brugt alt for meget skygge. Desuden er grater markeret med tyk sort streg, ur/blokmark er markeret med sort prikraster o.s.v. Det ødelægger læsbarheden af højdekurverne fuldstændigt. For øvrigt et imponerende arbejde, du har gjort, Viggo!