Lars M

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor man kan købe det i Norge, men der findes i hvert fald et par alternativer til Real: "Travellunch" og "Trekking Mahlzeiten". De findes både i enkelte og dobbelte portioner. Hvis man er to turkammerater, kan man spare penge ved at købe en dobbelt portion frem for to enkelte, men man har brug for en mug til at hælde maden over i )medmindre man har lyst til at stikke skeen ned i den samme pose), og det giver lidt ekstra opvask. Lars M

På "Knutsholet rundt" måtte I tage hensyn til, at I skulle finde et sted at mødes, når I var to der gik, og én der padlede. Det måtte så blive på stranden. Hvis man ikke behøver at tage dette hensyn, kan man så ikke undgå junglen ved at gå højere oppe? Jeg ser på kortet, at højdekurverne på vestsiden af Skarvflyeggen ligger tæt mellem 1200 og 1600 m, så man måske skal lidt ned igen, hvis man først er kommet over 1200 m, og man vil gå Skarvflyeggen helt nede fra. Lars M

Berges Chausse indgår vel stregt taget ikke i pionerruten. Så vidt jeg ved, kom Slingsby fra øst - fra Utladalen (kilde: artikel af Andreas Backer, Aftenposten 1956, gengivet i Breposten nr. 5/2001 i anledning af 125-års jubilæet for førstebestigningen). Men OK - det er en detalje, som mere vedrører anmarchen end selve klatringen. Forrige lørdag (22/7) var vi 5 stykker, som gik Skagastølstraversen fra Nordre til Store. Fra Vesle gik vi østover til skaret mellem Vesle og Centraltind, derefter traverserede vi under sydvæggen af Vesle til Mohns Skar. Jeg kan derfor ikke bidrage med oplysninger om Slingsby-bræen. Op fra Mohns Skar giver ruten sig selv. Det meste af vejen er klyving, hvor man under gode forhold kan gå uden sikring. Vi havde perfekte forhold. Der var alligevel en kort passage, hvor vi sikrede: Et sted må man traversere fra eggen ud på et sva til venstre. Jeg var i første omgang kommet lidt for højt op og gik med fødderne i et horisontalt rids, men jeg kunne ikke finde noget at holde i med hænderne. Så gik jeg en meter ned og gik med hænderne i ridset, og så viste det sig, at der også var noget, jeg kunne stå på med fødderne. Derefter gik det ret op gennem en rende lidt til venstre for eggen. Den passage ville jeg ikke have gået uden sikring. Andre kan have andre grænser for, hvornår de føler behov for sikring. Under mindre perfekte forhold ville jeg måske også have følt behov for sikring andre steder. Lars M

Dagen efter - d. 27.7 - var jeg på samme tur sammen med Kim fra Larvik. Vi deltog begge på DNT Oslo Fjellsportgruppes samling på Turtagrø. Nogle andre fra samlingen havde lavet denne tur d. 25.7, og jeg fortrød, at jeg ikke havde været med den dag. I stedet lavede Kim og jeg så turen d. 27. med retur over Lauvnostind. Da vi kom op til Store Soleibotntind, så vi en person bevæge sig fra skaret mellem Lauvnostind og Nordre Soleibotntind ned i vestflanken af Nordre. Medens vi sad på toppen af Store Soleibotntind og fik en bid brød, kom hun op fra nordeggen og fortsatte videre mod S1 og S2. Der var kun gået ganske få minutter, siden vi havde set hende nede i vestflanken af Nordre. Vi brugte lidt tid på madpakken og skulle derefter også ud mod S1 og S2. I skaret mellem Store og S1 mødte vi hende igen. Hun havde allerede været ude ved S2 og var nu på vej tilbage. Jeg har sjældent set nogen bevæge sig så let og elegant i den slags terræn - imponerende. Ud på eftermiddagen så det utrygt ud for regn, men vi slap heldigvis. I det fjerne hørte vi torden. Nogle andre fra samlingen, som havde klatret på Søre Austbotntind, havde mærket det elektriske felt i luften, medens de sad på toppen af en pinakkel, så de fik pludselig vældig travlt med at komme ned. ADVARSEL: Det er vældigt løst derude, og man skal være skeptisk over for alt, hvad man tager fat i. Vi havde en flot tur alligevel i fantastiske omgivelser. Lars M

Jeg tog en del billeder på turen i april, og jeg har set efter, om der skulle være et af eggen, men desværre Lars M

Eggen fra 1871 er bred som en motorvej og ganske slak. Den går brat ned på nordsiden og mindre brat på sydsiden. Eggen er veldigt letgået. Enn kammerat og jeg gik den på ski i starten af april i år, og vi er ikke særligt gode skiløbere. Op den sidste kneiken op til toppen af Veslesmeden tog vi skiene af og gik i omtrent 1 m dyb nysne. Du trenger ikke være bekymret overhovedet over den egg! Lars M

Se forum "Breer og Brevandring" tråd "Gråsubreen". Der står nyttig info om Austre Glittertindoksli. Lars M

Jeg har mindst en gang (måske flere gange - jeg husker det ikke præcis) været med en bus, der stoppede ved Vandrerhjemmet. Det er i hvert fald en mulighed. Om der også er andre muligheder, kender jeg ikke noget til. Lars M

I don't know if it is possible, but I am quite sure, that it will be very very hard word to bring a kayak or canoe to the starting point at Litlos. Lars M

Får en anden dansker blande sig? Jeg har aldrig gået i området selv, men jeg har kart 1414 IV (udgaven fra 1969), fordi jeg en gang var startet på en tur, hvor vi havde planlagt at skulle slutte på Haukelifjell. På kartet er er ikke angivet anden rute mellem Haukeliseter og Middalsbu end den, der starter fra E134 nogle km længere mod vest. Jeg vil tro, at letteste vej direkte fra Haukeliseter er at følge ruten mod Hellevassbu ca. 8 km frem til vatn 1323, derefter følge norøst-foden af Nupseggi eller sydvest-bredden af Holmasjøen og fortsætte gennem Trolldalane og Trossodalen til Middalsbu. Når I kommer tilbage nogle dage senere, kommer I til at gå de sidste 8 km på en strækning, hvor I tidligere har gået i modsat retning, men det er vel alligevel bedre end at gå nogle km på E134. Med kart og kompas ville jeg ikke betænke mig på at gå denne tur, selv om den ikke er mærket. Kart og kompas trænger I uanset, så brug det! Come on - hvad er problemet? Lars M PS: Det er selvfølgelig på jeres eget ansvar, I går i fjellet, men det er det jo altid - også på mærkede ruter.

Det sidste spørgsmål er behandlet i denne tråd https://www.fjellforum.no/index.php?app=forums&module=forums&controller=topic&id=4712 Lars M

Omtrent samme spørgsmål blev stillet for nogle dage siden på http://www.danskbjergklub.dk/debat/newviewtopic.php?t=2901 Her drejede det sig ikke om en Dragonfly men om en Whisper Lite. Brændstofforbruget er formentlig omtrent det samme. Lars M

Så har jeg været af sted og er også kommet hjem igen. Skydækket lå lavt, og det meste af tiden var toppene lukket inde i skyerne. Vi kørte derfor mod vest og brugte nogle dage på at klatre boltede ruter på sandsten ved landsbyen Sulov 25 km syd for Zilina. For de dygtigste klatrere er det et område med nærmest uendelige muligheder, men for os andre var det vigtigt at finde frem til de dele af området, hvor der også er et brugbart udvalg af lettere ruter. Desuden brugte vi en enkelt dag i Tatra på at bestige Gerlachovsky Stit 2655 m - det højeste punkt i Slovakiet og i det hele taget i den del af Europa. Normalruten følger en sne-rende, Da der var kommet store mængder nysne, var det en tung tur, men vi vurderede, om sneen var så godt konsolideret, at der ikke skulle være lavinefare i netop den sne-rende, selv om vi så spor efter laviner i andre sne-render. På vej ned kom der stærk vind og mere sne, og så var det ikke noget hyggeligt sted at være. Hvis det vejr var kommet, medens vi var på vej op, havde vi sikkert vendt om. De lokale forsøgte at forbyde os at bestige toppen uden en guide, og vi fik kun lov, fordi vi var medlemmer af en national medlemsorganisation under UIAA og i øvrigt påstod, at vi var erfarne bjergbestigere, hvad der måske var en lille overdrivelse. Dalen, som går øst-vest, og som adskiller Høje Tatra i nord og Lave Tatra i syd, er meget bred og ret flad i bunden. Fra toppen af Gerlachovsky Stit eller andre høje toppe kan man se kulturland og byer, og man kan følgelig også se toppene fra byerne. Det gør et stort indtryk at se dette markante fjeldmassiv på ganske nært hold nede fra lavlandet. Lien på sydsiden af Høje Tatra er for et par år siden blevet ramt af en orkan, så al granskoven er fuldstændigt ødelagt. Jeg har aldrig set noget lignende efter de orkaner, vi har haft i Danmark i 1967, 1981 og 1999. Al granskov mellem ca 800 og 1200 m over havet er ødelagt. Mellem ca 1200 og 1600 m har grantræerne været lidt mindre, så de har ikke været så sårbare. Fjeldbirkeskov findes ikke. Fra 1600 til 1800 m vokser der et tæt krat af små furu-buske - omtrent som i sand-dynerne ved vestkysten af Jylland. Det er også i dette område, der går vandreruter. Det er meget fine oparbejdede stier. Furu-buskene er ryddet væk, og i områder med ur har man flyttet rundt på stenene, så det nærmest er som at gå på et fortov. Det er næsten for meget af det gode. Vi overnattede en enkelt nat på hotel Sliezsky Dom. Det er ikke noget specielt hyggeligt sted. Ifølge oplysninger, som jeg har på tredie eller fjerde hånd, skulle der være andre overnatningssteder oppe i Høje Tatra, som er mere anbefalelsesværdige. Nede i Smokovec og de andre småbyer omkring 1000 m over havet er der hoteller og pensionater, hvor man kan leve som grever og baroner for næsten ingen penge, men hvis man skal være oppe i fjeldene om dagen, og man skal gå på sine ben, er det ikke realistisk at gå så langt ned for at overnatte. SkyEurope har billige rutefly mellem London/Stanstead og Poprad, så hvis man kan finde en fornuftig forbindelse til London/Stanstead, er det let og billigt at komme til området. Vi havde en god tur, men det var delvis på grund af, at vi kunne improvisere og ændre planer, når vejret blev for dårligt til at føre de oprindelige planer ud i livet. Med disse forbehold kan området absolut anbefales. Lars M

Her: http://www.danskbjergklub.dk/debat/newviewtopic.php?t=2645 findes både det link, der er nævnt ovenfor, samt to mere: http://www.slovakian-mountains.com/ http://oqdos.com Desuden kan jeg selv supplere med dette: http://www.tatry.nfo.sk/vthse.php Jeg skal selv deltage i den tur, der annonceres på http://www.danskbjergklub.dk/debat/newviewtopic.php?t=2645 Jeg rejser om en uge og er tilbage om to uger. Lars M

Min allerførste fjeldtur var i 1976. Jeg var 18 år den gang og gik sammen med den ene af mine søstre, som var 15-16 år. Vore forældre satte os af ved Møsdammen en eftermiddag og kørte derefter sammen med den mindste søster, som var 10 år den gang, over Haukelifjell til Hardanger. Min søster og jeg tog båden ind til Mogen, hvor vi havde første overnatning. De næste fem dage gik vi til Lågaros - Sandhaug - Litlos - Torehytta - Stavali, og til sidst brugte vi en halv dag ned langs Kinso til Kinsarvik, hvor vore forældre + lillesøsteren ventede på os. Det var bestemt en mindeværdig tur. Jo længere vi gik, jo mere interessant blev terrænet. Det er, som det skal være, fordi man altid vil sammenligne det, man ser nu, med det, man allerede har set. Hvis vi havde gået den i modsat retning, ville vi have set det mest interessante først, og så ville vi bare være blevet skuffede over, at resten ikke var lige så interessant. På den tur overnattede vi på hytter og kunne derfor gå med let rygsæk. Senere var vi på andre fjeldture, hvor vi bar telt, proviant og kogegrej med os. Når det bliver så meget tungere, kan man ikke gå lige så hurtigt, og så bliver dagsmarcherne kortere. Vi brugte fem en halv dag fra Mogen til Kinsarvik. Fra Rjukan er der længere end fra Mogen. Du planlægger at bruge seks overnatninger, d.v.s. syv dage. Det kan nok lade sig gøre, men det bliver en meget tungere tur, end vi havde i 1976. Min konklusion er, at vi havde en fin tur. Det var nok mest vores mor, der havde planlagt ruten ud fra, hvad hun mente, det var trygt at sende uerfarne unge mennesker ud på. Både min søster og jeg fik smag for fjeldet. Jeg har ikke været aktiv i fjeldet kontinuert i de 30 år, der er gået, men nu er jeg med igen, og de seneste år har det været med stigende aktivitet fra min side. Omvendt må jeg også sige, at de østlige og centrale dele af Hardangervidda ikke er det, der har trukket allermest. Nu går jeg mere efter steder, hvor det går lidt mere op og ned. Lars M

Jeg mener at have læst et eller andet sted, at i Gudbrandsdalen med sidedale er traditionel terminologi: nord = opstrøms syd = nedstrøms Hvis ikke Dalegudbrand skulle følge traditionel terminologi , hvem skulle så gøre det Så bliver det jo helt logisk Lars M

Omkring årsskiftet 1998-99 var jeg på Hotel Austbø. Nytårsmorgen 1999 gik jeg turen rundt Silkedalen. Det var lidt dårlig sigt med tåge. Man kunne alligevel fornemme, at tågen lå bare fra terrænhøjde og 5-10 m op, og solen lå lige over tågen. Det gav et meget specielt og meget stemningsfuldt lys. Det kan absolut anbefales - hvis man er så heldig at få netop de forhold! Turen foregik i helt nypræparerede løjper og med 44 mm brede (smalle) racingski. Hvis man bare skal gå i løjper, er der ingen grund til at tage andre ski med. Lars M

Jeg skulle egentlig have været på en langhelg med en dansk skiklub til Beitostølen om en uge. Afgang fra København torsdag kveld d. 1. dec., ankomst Beitostølen fredag morgen, 3 dage på ski, afrejse søndag sidst på eftermiddagen, når det bliver mørkt, hjemme i København igen mandag morgen d. 5. december. Desværre er turen blevet aflyst Hvis der ikke kommer mere sne, går vi måske heller ikke glip af så meget. Næste planlagte tur for mig er i romjulen, og den bliver ikke aflyst Forhåbentlig bliver der flere anledninger til at komme på ski igen senere på vinteren

Jeg bor desværre lidt langt fra fjellet, så det bliver ikke til så mange ture for mig. Heldigvis er jeg en type, som kan have stor fornøjelse af at sidde hjemme og studere kartet og prøve at forestille mig, hvordan det ser ud i virkeligheden. Jeg har endnu aldrig været i Leirungsdalen i virkeligheden, men i fantasien har jeg ofte forestillet mig, at den ultimative lejrplads måtte være ved det øverste tjernet (jeg har ikke kartet her, hvor jeg sidder nu, men som jeg husker det, ligger der to tjern med præcis 100 m højdeforskel). Fra en lejr ved det øverste tjern burde man kunne nå Knutholstind, Leirungstinderne, Burchardts Tind, Skarvflyløyfttinderne og mere endnu. Det burde også være overkommeligt at bære sit grej ind fra Rv 51. Jeg skal prøve at huske forslaget om Tyskerplassen, så jeg evt. kan bruge den som alternativ, når jeg en gang får anledning til at gøre alvor af mine planer.

Det er over to år siden, det skete. Det var min søsters datter, det gik ud over. Efter nogle få dage var hun igen i topform. Der skal mere til at slå hende ud Lars M

Jeg har endnu et eksempel på, at det er på returen, at uheldene sker: I sommeren 2003 var jeg på tur sammen med min søster og hendes 3 børn: to drenge på 15 og 11 og en pige på 9. Børnene havde aldrig været på fjeldet før. Vi havde været på toppen af Gausta - ikke bare ved hytten men helt ude på det højeste punkt. Det var gået fint hele vejen. Ved den store P-plads ved vejen mellem Rjukan og Tuddal løber der en bæk under vejen og P-pladsen. Børnene prøvede også at følge bækken gennem tunnellen under vejen og P-pladsen, og det var også gået fint. Derefter stod min niece ved kanten af P-pladsen lige over det punkt, hvor bækken kommer ud i det fri igen. Så skred gruset under hende, og hun faldt ca. 4 m ned på nogle sten ved bækken. Der er en rende til vandet, som er bygget op i stål, og hun fløj lige forbi de skarpe kanter på denne stål-opbygning. Det kunne være gået frygtelig galt, hvis hun havde ramt stål-kanten, men hun slap med en hjernerystelse og nogle buler i hovedet, da hun ramte stenene. Lars M

Se: www.danskbjergklub.dk -> DebatForum -> Åben Debat -> Et nyttig værktøj i tilfald af fysisk intermidering Her findes en lille historie om, hvad isøksen også kan bruges til. Lars M

Apropos navne et helt andet sted i landet: Jeg har altid undret mig over, hvorfor Giklingdalen i Trollheimen skal hedde Flatvaddalen på kortet. Er der nogen, der kender forklaringen Lars M