Lars M

Jeg kan bekræfte, at Bonsnos er en morsom lille top, hvor man kommer ind og ser Gausta fra "bagsiden" på ganske nært hold. Jeg var der i 1995. Jeg havde været en uge på Kvitåvatn med en dansk orienteringsklub og ville bruge nogle timer for mig selv, inden jeg fortsatte på familiebesøg på Kongsberg. Da jeg kørte fra Tuddal indover Bondalen, havde jeg følelsen af, at jeg bevægede mig langt væk fra det moderne hektiske storbyliv. Jeg husker ikke præcis, hvor jeg parkerede, men der var ingen problemer med at finde parkeringsplads. Jeg tror bare, jeg parkerede ved starten af en sti, som gik opover i skoven i rigtig retning.

runegutt123: Jeg er enig med dig i, at 3 mand ikke ligger behageligt på 160 cm, og om nogen vælger at købe et 160 cm bredt "3 mands"-telt og bruge det som 2-mands, er det fint. Når Helsport benævner et telt, der er 160 cm bredt som 3-mands, følger de bare vanlig praksis blandt teltfabrikanter, og det synes jeg egentlig, er fair nok. Pladsforhold generelt i teltene er off topic i forhold til det, som var mit ærinde med denne tråd, nemlig problemet med yderdugen, der hænger ned og rører inderdugen. Tor-Kjell: Det er indlysende, at teorien er, at kold luft skal strømme ind nede og varm luft strømme ud oppe. Der kan bare være nogle praktiske ulemper ved, at "nede" betyder helt nede i jord-niveau. Det lave luftindtag kunne godt være rykket lidt op og alligevel have fungeret efter teorien. steihy: Det er selvklart en mulighed at få syet hemper i til at løfte yderdugen, og hvis jeg ikke finder andre løsninger, kan det blive nødvendigt. Jeg vil bare helst undgå det, fordi det nok ikke gør teltet pænere, men funktion er trods alt vigtigere end udseende, så om nødvendigt må jeg gøre det. Øystein_S: De fleste af de stropper, der holder inderteltet på plads, kan man ikke justere på. Der er justeringsmuligheder på den midterste i toppen og på de nederste, der strammer gulvet ud til siderne. Resten af stopperne har fast længde. Mener du, at de nederste skal strammes godt, fordi man samtidig med, at man trækker gulvet ud til siderne, også trækker inderteltets hjørner lidt nedad og dermed væk fra yderteltet? Jeg er umiddelbart skeptisk til, hvad man kan opnå ved det. Jeg må nok fortsætte med at træne i at få teltet til at så pænest muligt, og hvis jeg ikke bliver bedre til det, må jeg gå til steihy's løsning.

Nu skal vi heller ikke være urimelige! Det er muligt, at Fjellheimen 3 eller 4 giver dårlig plads til hhv. 3 eller 4 personer, men Fjellheimen 2 giver god plads til 2 personer - i hvert fald, når man ikke skal have bagage i inderteltet - i Camp-udgaven er er plads til det ude foran. Liggelængden (målt i gulvniveau) er enorm, og bredden er også god. Om teltet ikke skrånede så kraftigt bagtil, kunne længden (målt i gulvniveau) godt have været kortere, uden at det gjorde noget. Om teltet havde været brattere bagtil, kunne man have designet det kortere, så det havde været lettere at finde en plads til at slå det op. I går morges måtte jeg pakke teltet ned vådt. Nu har jeg stillet det op her hjemme for at tørre det, og det står pænere end nogensinde. Denne gang fulgte jeg min egen vejledning (se første indlæg i denne tråd) lidt mere slavisk, end jeg tidligere har gjort, når jeg har prøvet mig frem. Indertelt og ydertelt rører ikke hinanden, men jeg har ikke mulighed for at måle afstanden. Hvis der kommer regn, som tynger yderteltet ved, ved jeg ikke, om der er nok afstand til, at det stadig går godt. Luftindtaget helt nede ved jorden bagtil, som kan fjernbetjenes med snoretræk indefra, opfatter jeg nok mest som en idé, hvor Helsport skulle have deres særpræg i forhold til andre fabrikater. Om det nødvendigvis er en god idé, ved jeg ikke, men i de situationer, hvor jeg har brugt teltet, må jeg indrømme, at det har fungeret udmærket.

Det kan være, det hedder plugg på norsk?

Jeg købte tidligere på sommeren et Helsport Fjellheimen 2 Camp. Der er meget positivt at sige, men der er også et problem: Når man stiller teltet op, som det "naturligt" kommer til at stå uden barduner, hænger yderdugen ned, så den rører inderdugen i de bageste hjørner af teltet. For at undgå det må man først tage ud pløkken midt bag (ved ventilationsåbningen) og slække evt. barduner i denne ende, hvorefter man "trækker" hele teltet forover med bardunerne i modsat ende og til sidst sætter pløkken midt bag igen og evt. strammer bardunerne bagtil (moderat - ikke for meget). Den bageste bue, som i udgangspunktet hælder kraftigt bagover, må rejses op mod vertikal position (ikke helt vertikal, men der op ad). Man kan gøre mange forsøg med at justere frem og tilbage, og alligevel bliver det ikke rigtigt godt. Selv på perfekt plant underlag kan det være svært at undgå, at yderdugen rører inderdugen. På mindre perfekt og mindre plant underlag kan det være endnu sværere. Er der andre end mig, der har haft dette problem? Hvordan har I evt. løst det? Er det mig, der gør noget forkert? I udgangspunktet har jeg stor respekt for Helsports evner inden for teltdesign, så jeg vil nødig påstå, at det er dem, der har lavet en designfejl. På den anden side vil det også genere mig lidt at måtte erkende, at det er mig, der ikke kan finde ud at at gøre det rigtigt

Da jeg gik Soleibotntraversen for snart 3 år siden, holdt vi fra toppen af store en retning lidt til højre for Søre, til vi var nede i toppen af en rende med meget løsgods. Denne rende fulgte vi nedover til venstre (øst) direkte mod skaret. Derfra omgik vi i første omgang S1 på højre side (vest) og fortsatte over S2 til den sidste fortop. S1 tog vi på returen. Fra skaret op mod toppen af Store Soleibotntind gik vi mere direkte op, hvor det var brattere og mere eksponeret, men vi undgik renden med alt løsgodset.

I 1980 gik jeg Hardangerjøkelen rundt mod uret med min søster. Vi var kørt med tog fra Oslo om formiddagen og ankom til Finse om eftermiddagen. Vi begyndte at gå mod Rembesdalseter. Første lejrplads har nok været op mod Dyrhaugene, men det husker jeg ikke så præcis - det er jo ganske mange år siden. Næste dag fortsatte vi sydover forbi Rembesdalseter. Vi holdt ikke ruten mod Kjeldebu (eller var det stadig Instestølen, der lå der dengang? - nu neddæmmet - de arbejdede i hvert fald på udbygningen af Sysenvatnet). Vi gik udenfor stierne tættere på jøkelen. Næste lejrplads blev ved et lille vand syd for jøkelen. Næste dag fortsatte vi østover, men da vi kom til smeltevandsudløbet fra Vestre Leirbotnskåki måtte vi opgive at krydse her. Uden stegjern var det heller ikke aktuelt at udnytte isen til at passere oven om udløbet. Vi måtte derfor langt sydpå igen. Jeg husker ikke, om vi måtte helt ned til broen, hvor ruten mellem Finse og Kjeldebu krydser Leiro ret neden for Øyane. Derefter fulgte vi ruten mod Finse, til vi igen slog lejr ved bækken fra Øvre (1172) til Nedre (1136) Skåltjørn med udsigt mod Austre Leirbotnskåki. Næste dag kunne vi godt have gået til Finse, men vi valgte alligevel at slå lejr kort før vi var fremme. Vi tog den sidste overnatning på fjeldet, og næste morgen gik vi til stationen og tog formiddagstoget tilbage til Oslo. Vi have brugt ca. 3½ dag effektivt med tung oppakning incl. nogle timer til at gå sydover fra Vestre Leirbotnskåki til broen (?) over Leiro. Med let oppakning og brug af hytter bør det ikke været noget problem at gå Finse - Rembesdalseter - Kjeldebu - Finse på 3 dage.

Er der problemer med bussen til Turtagrø? Det skulle da være noget helt nyt. Når jeg har været på Turtagrø, har jeg ofte set bussen køre forbi, og iflg. http://www.fjord1.no/ kører den endnu. Den bruger ca. 1:40-1:45 fra Sogndal.

Da jeg læste det første spørgsmål i denne tråd, antog jeg at det drejede sig om anvendelse af cordelette. Det er en fuldt ud anerkendt (og efter mine erfaringer ganske udmærket) metode til at udligne belastningen mellem flere sikringspunkter, og 8 mm anses normalt for fuldt tilstrækkeligt til dette brug, når bare cordeletten laves rigtigt.

Bare for at forebygge misforståelser: du skal ikke tage nogen form for brændstof med på fly - heller ikke rødsprit!

Min benzinbrænder står ikke på listen, så jeg måtte stemme på "annet". http://www.snowpeak.com/back/stoves/white_gas.html Jeg har udgaven med det mindste brænderhoved (GS-010R, nederst på siden). Foruden det har jeg også en PocketRocket kompakt gasbrænder og et Trangia stormkøkken med den traditionelle spritbrænder.

Her findes nogle beretninger fra forskellige ture i Smørstabbtinderne i maj-juni 2008: https://www.fjellforum.no/index.php?app=forums&module=forums&controller=topic&id=12070 https://www.fjellforum.no/index.php?app=forums&module=forums&controller=topic&id=12072 https://www.fjellforum.no/index.php?app=forums&module=forums&controller=topic&id=12231 https://www.fjellforum.no/index.php?app=forums&module=forums&controller=topic&id=12090 https://www.fjellforum.no/index.php?app=forums&module=forums&controller=topic&id=12438 https://www.fjellforum.no/index.php?app=forums&module=forums&controller=topic&id=12487 https://www.fjellforum.no/index.php?app=forums&module=forums&controller=topic&id=12564 Det kan være, der er noget, du kan lade dig inspirere af.

På det sted, hvor de fotos, som Nils linker til, er taget, er der udsat, men der er fine trin at stå på, og også gode greb til hænderne. Da Bjarne og jeg var der i sommers, fortsatte vi som sagt helt til højre. På det første af de fotos, som Nils linker til (12197) gik vi op over svaet ret under den vestligste pukkel (hvor der er skygge på billedet, og hvor der ligger rester af små snøklatter) og fortsatte helt til højre og gik nærmest rundt om denne pukkel og kom op på den fra sydvest. Svaet føles på en måde mindre udsat end en egg, men her er ikke meget at stå på og holde i, så her er man endnu mere afhængig af friktionen. På billedet ser det ud til, at svaet er fugtigt af smeltevand fra de små snøklatter, og under sådanne forhold vil jeg fraråde vor rute. Vi havde meget fine og tørre forhold. Fotoet viser også, at om man holder mere til venstre og går op til skaret mellem vestligste og midterste pukkel (til venstre i billedet) kommer man også op over et sva. Jeg har passeret det en gang for tre-fire år siden, men jeg husker ikke så nøje, hvordan det sva var. Om det havde været lige så delikat som det sva, vi passerede i sommers, ville jeg sikkert have husket det. På billedet ser det også ud til, at der er lidt bedre trin og greb her, så man er knapt så afhængig af friktionen.

Bjørn-Even, jeg så dit spørgsmål allerede i går kveld, og jeg kunne for så vidt godt have svaret umiddelbart, men jeg lod være, fordi du havde rettet spørgsmålet til Bjarne. Det er fuldstændig korrekt, som Nils har markeret, hvor Bjarne står mellem midterste og vestligste pukkel på Store Austabotntind. Jeg stod på toppen af vestligste pukkel, da jeg tog fotoet. Hvis man går "normalvejen" over snøfeltet, kommer man op mellem vestligste og midterste pukkel omtrent der, hvor Bjarne står. Vi holdt længere til højre og gik uden om snefeltet og kom derfor til at traversere alle tre pukler fra vest. Mellem midterste og østligste pukkel (østligste er hovedtoppen) måtte vi følge en snøegg.

Det var ikke på en fjellsportkurs men en fjellsportsamling, vi gik varianten til venstre for eggen - ikke fordi det gør nogen stor forskel . Vi havde gået hele Skagastølsryggen fra nord. Fra Vesle gik vi østover til skaret mellem Vesle og Centraltind. Derfra gik vi ud i sydsiden af Vesle mod Mohns Skar. I første omgang kom vi ikke langt nok ned, men gik os lidt fast på nogen hylder oppe i sørvæggen af Vesle, så vi måtte lidt tilbage og gå en "etage" ned for at komme frem til Mohns Skar. Op fra Mohns Skar til Storen var vi en kort passage ude i østvæggen over Slingsbybræen. En ganske kort passage her var noget mere end toer-klyving, og her ville jeg definitivt ikke have gået usikret.

Hos mig fungerer det for så vidt. Jeg ville bare gerne slippe for, at Java skulle panorere for mig; - jeg ville langt hellere selv panorere helt manuelt. Kan du ikke gøre det bare ved at uploade billedfilen ganske almindeligt uden nogen Java-applet?

Flotte billeder. Jeg har aldrig selv været på fjeldet på denne tid af året, men får vel prøve det en gang. Jeg får personlig ingen gavn af ungdomsrabatten på Leirvassbu. Jeg har tidligere på året rundet 25-års-grænsen med en faktor 2. Jeg bliver lidt nysgerrig på denne Killingen. På dansk er killing = katteunge, men jeg ved godt at på norsk er killing = gedekid, og så bliver det jo logisk nok, at en lille top i nærheden af Geita skal hedde Killingen. Om billedet "Geita og Killingen" viser Geita helt til højre og Killingen helt til venstre med det første stykke af ryggen fra Geita mod Saksa i midten, kunne det indikere, at Killingen ligger øverst på den ryg som går ned i nordøst-kanten af Bjørnebræen startende et godt stykke opover mod Saksa fra Geita. Som jeg husker den ryg set oppe fra den større ryg, som går mellem Geita og Saksa, passer det nok, at der er en lille top øverst på ryggen, men da jeg var der i sommers sammen med Bjarne Lindholdt, spekulerede vi slet ikke på, om det var en PF 10. På billederne ser det ud til, at det er en sjov lille top at få med, når man alligevel er på de kanter. Det fik vi ikke i sommers, og da jeg har så meget andet ugjort med højere prioritet, er det nok tvivlsomt, om jeg nogensinde vender tilbage for at få den med. Men det ser lokkende ud, så det er ikke helt utænkeligt, at det sker en gang....

Det er et flot billede af Uranostind hovedtoppen set fra sydtoppen, som I bruger som appetitvækker: https://www.fjellforum.no/oldLinkConverter.php?oldAttach=14753 Da jeg var der i sommers sammen med Bjarne Lindholdt (https://www.fjellforum.no/index.php?app=forums&module=forums&controller=topic&id=13568) var der skodde og kun ganske få meters sigt, så jeg har aldrig set denne egg i sin helhed som på dette billede. Når jeg ser billedet, tænker jeg "var det der, vi gik?", men det må det jo have været... Når I har gået til sydtoppen under sådanne forhold, som I havde sidste helg, så er "Uranostind ad sydeggen" ganske problemfri under mere sommerlige forhold. Den tager I næste sommer!

Jeg har købt et ganske lille grydesæt til solo-ture. Det er lavet af hård-anodiseret aluminium. Er der nogen her på FF, der kender de reelle argumenter for, at det skulle være et godt materiale?

Da jeg var på fjellsportkursus på Krossbu i sommeren 1999, havde vi en tur ind over Fannaråkbræen og op en brat snø- og is-rende midt på nordsiden af Fannaråken. På vej ind over bræen mødte vi en halvvoksen elg-tyrekalv. Jeg går ud fra, hans mor havde smidt ham ud hjemmefra, da hun skulle have en ny kalv, og nu strejfede han om alene. Han kom vestfra over skaret mellem Fannaråken og Steindalsnosi og fortsatte østover over bræen.

Der er ikke boltet rappelfæste på Hettpiggen ned til skaret mod Vesttoppen. Der er en stor sten, som man lægger en slynge rundt om - i tillæg til alle de andre slynger, der ligger i forvejen. Om der ikke er for meget sne, ser du stenen og de gamle slynger. Jeg ved ikke, hvordan forholdene er på Snøhetta nu, men vi er ved at være godt ude på høsten, så det kan ikke udelukkes, at du ikke ser stenen og slyngerne. Og så vil jeg mene, at det er vældigt friskt, hvis rappellen ned fra Hettpiggen er eneste sted på traversen, du vil bruge tov. Som jeg ser det, er det definitivt klatring, som kræver tov - både op til Hettpiggen og op til Vesttoppen. Det er muligt, vi ikke fandt letteste vejvalg og dermed gjorde det vanskeligere for os selv end nødvendigt, men det kan også ske for jer. Her på tærskelen til vinteren med sne o.s.v. vil jeg bestemt anbefale, at I forbereder jer på at skulle sikre både op til Hettpiggen og op til Vesttoppen - og det vil jeg for så vidt også anbefale om sommeren.

askogvoll & Busken Bytter I ikke lidt rundt på verdenshjørnerne? Østsiden af Hettpiggen er ikke sva. Østsiden er lodret væg eller lidt overhængende. Derimod er vestsiden sva.

I seneste nummer af Breposten (udgivet af DNT Fjellsport Oslo) er der en beretning fra en fællestur i februar, som efter planen skulle have gået til Store Midtmaradalstind. P.g.a. fare for sneskred valgte man Store Austabotntind i stedet. Iflg. denne artikel har lederne på denne tur vurderet, at Store Austabotntind var mindre udsat for sneskred end Store Midtmaradalstind, og at turen var gennemførlig trods store snemængder og stærk vind. Jeg har selv kun været på Store Austabotntind om sommeren. Første gang var i 2005 på et kursus, hvor den samme person, som var turleder på den tur, som er beskrevet i Breposten, var kursusleder. Anden gang var her i sommers (https://www.fjellforum.no/index.php?app=forums&module=forums&controller=topic&id=13481). Jeg kan derfor ikke give nogen personlig erfaring med vinterbestigning af Store Austabotntind - kun anbefale at du får fat i Breposten. På sommerføre er Store Austabotntind (og her går jeg ud fra, du ikke mener hele Austabotntraversen incl. Søre) klart lettere end Skagastølsryggen. Hvad angår sommerføre har jeg sammenligningsgrundlaget i orden, da jeg har prøvet begge disse traverser om sommeren. Jeg gætter på, at Store Austabotntind også er lettere end Skagastølsryggen om vinteren, men strengt taget ved jeg det ikke, da jeg ikke har prøvet nogen af dem på vinterføre.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg nu kun kan vedhæfte et foto for hvert indlæg - det har tidligere gået fint at vedhæfte flere. Så nu kommer der et nyt indlæg for at kunne vedhæfte et nyt foto. Her ses topkronen i baggrunden. Tættere på ses Bjarne på eggen i lidt mere elegant stil end mig. Det er omtrent samme sted, hvor jeg sidder på eggen med et ben på hver side. Svaet med risset ligger lidt længere oppe - bag det sted, hvor Bjarne står. Fra vi gik fra P-pladsen ved udløbet af Storbregrovi, til vi var tilbage samme sted, brugte vi omtrent 12 timer. Det kan nok gøres hurtigere!

Her ses Bjarne på det optag lige under toppen, som han benævner som grad 3 og rutens crux. Jeg tror knapt, det er grad 3, og det er ikke eksponeret. Jeg følte, at udfordringen var større på svaet lidt længere nede, hvor der var meget mere eksponeret. Her fulgte vi et riss (knapt fist jam-bredde, godt og vel hand jam-bredde), hvor det havde været muligt at sikre, hvis vi havde haft udstyr med. Jeg har desværre ikke noget godt billede af svaet med risset.