Lars M

Iflg. de kataloger, jeg har, har "Trekking Mahlzeiten" et udvalg på 6 forskellige vegetarretter, og "Travellunch" har en enkelt. Jeg ved ikke, hvem der sælger dem i Norge. Lars M

Jeg er temmelig nøjagtigt samme højde som dig og har også Fischer E99 (med Voilé 3 pin bindinger). Jeg valgte i sin tid at købe forholdsvis korte nemlig 190 cm, for at de skulle være lettere at svinge med i nedkørslerne. Det er i nedkørslerne, jeg selv har de største problemer, så jeg prioriterede at gøre det lettest muligt. Hvis jeg skulle købe nye i dag, ville jeg nok gå op i 200 cm. Jeg har dog ikke haft nogen problemer med de kortere ski, så jeg ser det ikke som en fejl, at jeg valgte 190 cm. m.v.h. Lars M

Du skal være opmærksom på, at i Danmark er der ikke nogen allemandsret, så du kan ikke bare gå i land og slå lejr, hvor du vil. Du trænger et lille hæfte "Overnatning i det fri" udgivet af Friluftsrådet i Danmark. Den beskriver nogle primitive lejrpladser, hvor vandrere, cyklister, padlere og andre "u-motoriserede" har lov til at slå telt op. Der kommer en ny udgave hvert år, så du skal måske vente på 2007-udgaven. Jeg sidder her med en gammel udgave, og ifølge den er der mange muligheder ved Limfjordens strande - tilgængelige for padlere. Især øst for Løgstør/Aggersund ligger lejrpladserne tæt. Længere mod vest er der længere mellem lejrpladserne , men de ligger alligevel tæt nok til, at det skulle være fuldt muligt at gennemføre en tur. Der findes en sang, der hedder "Blæsten går frisk over Limfjordens vande". Og det er helt korrekt. Det gør blæsten ofte God tur m.v.h. Lars M PS. Jeg har næsten ingen erfaring med padling og slet ikke i Limfjorden.

Da bør de to andre være Midtre og Skagastølsnebbet. I så fald skal det være V-skaret, man ser mellem. Jeg har aldrig været på Gjertvassbræen (endnu), så jeg har ikke set dem fra den side. m.v.h. Lars M

Der var mange danskere på Beitostølen i helgen, og jeg var en af dem. Jeg havde bare racingski med, så jeg holdt mig til de præparerede løjper. Den gruppe jeg var med, boede i en hyttegrend længst nede - ved campingpladsen. Nede ved langrendsstadion var løjperne fine nok, men der var kun præpareret 5 km. Når vi ikke gad løbe rundt der nede mere men ville op på fjeldet, måtte vi følge den løjpe, som går parallelt med Rv 51 på vestsiden. Den var for det meste hård som sten, og nogle steder, hvor den krydsede en lille bæk, var sneen skyllet væk. Den var ikke helt god. Når vi havde krydset Rv 51 og kom om på østsiden ovenfor skiheisene, var løjperne til gengæld rigtigt fine. Der var desværre ikke præpareret så mange km løjper endnu, så vi løb rundt og rundt i de samme løjper hele helgen. Jeg vil tro, at hvis man havde fjeldski, havde det også været brugbart at gå uden for sporene og evt. gå længere ud i fjeldet. Fredag og lørdag var det tåge og dårlig sigt her oppe, men søndag var det bedre. I forhold til det vejr, som var varslet på forhånd, var vi heldige.

Se https://www.fjellforum.no/index.php?app=forums&module=forums&controller=topic&id=6632

Da jeg var i Espedalen i 2001 (se længere oppe i denne tråd), var jeg ude på ski i omkring -35 C i et par timer. På overkroppen havde jeg superundertrøje, en til kunststoftrøje og løbejakke. På underkroppen havde jeg tykke vintertights. Racing-skisko uden overtræk. Så lenge det gik bortover eller opover, frøs jeg ikke, men når det gik nedover, blev det veldigt hurtigt koldt. Jeg trak luen helt ned til øjnene for at beskytte pannen, men kindbenene (under øjnene) kunne jeg ikke rigtigt gøre noget ved. Jeg har lidt dårligt blodomløb i fingrene, så jeg trenger lidt mere end bare vanlige langrendshandsker på hænderne. Så lenge, man er fysisk aktiv, holder man varmen, selv om man ikke har meget tøj på. Det er nok noget andet, når man skal sove.... M.h.t. Espedalen må jeg korrigere mit tidligere indlæg: Det var Dalseter, jeg var på. Dalseter ligger i ca. 900 m. Espedalsvannet ligger så vidt jeg husker i ca. 700 m. Da jeg var der, var det højtryk og vindstille. I sådant vejr synker den kolde luft ned i bunden af dalen. Nede ved Espedalsvannet var der typisk 3-4 grader koldere end oppe ved Dalseter.

Det er vel Røros og området der omkring, man først og fremmest tænker på m.h.t. kolde vintre, men kuldeperioder kan også forkomme andre steder. I 2001 uge 6 (d.v.s. begyndelsen af februar) var jeg på Ruten Højfjeldshotel i Espedalen. De første dage i ugen havde vi morgentemperaturer (ca. kl. 8.00) ned mod -40 og middagstemperaturer (ca. kl. 14.00) omkring -30. Sidst på ugen blev det lidt varmere med kun halvt så mange kuldegrader. Uanset var jeg godt tilfreds med at sove i en varm seng inde på hotellet! Hvis det er den slags temperaturer, man er ude efter, må man vel følge med på vejrmeldingerne og gribe chancen, når den er der. Hvis jeg var kommet til Espedalen i uge 6 et andet år, kunne jeg have risikeret plusgrader. Jeg tror ikke, den slags kan planlægges lang tid i forvejen.

Om det virkelig stemmer, at det bare er Vassberget og Veslesmeden, der gælder som skitoppe i Rondane, da har jeg fuldt hus allerede Så har jeg ikke mere at komme efter Skal jeg være glad eller trist? Ellers kan jeg bekræfte, det er to fine toppe på hver sin måde. Fra Høvringen ind mod Vassberget går man i let terræn, hvor man knapt har følelsen af at være "rigtigt" i fjeldet, og så pludselig åbenbarer det hele sig ret foran. På denne tur gik jeg alene og brugte 4 timer op og 2 timer ned. Fra Rondvassbu mod Veslesmeden går man i mere "rigtigt" fjeldterræn helt fra starten. Her gik jeg sammen med en kammerat.

Bare det er skiføre på Beitostølen 1.-3. december, er jeg fornøjet! Egentlig var planen at tage med de lette smale skiene og køre i (forhåbentlig) velpreparerede løjper i nærområdet omkring Beitostølen, men Mortens turrapport (..onsdag..) kunne friste mig til at tage med lidt bredere ski og gå en tur indover mod Yksendalsbu.

Veslesmeden er en fin top. Det var den første (og hidtil eneste) 2000 m-top, jeg har været på om vinteren. Jeg var der 5. april i år. En kammerat og jeg gik op fra Rondvassbu på ski. Efter fortop 1871 fortsatte vi på ski ad den brede flade ryggen mod Veslesmeden. Hvor det begyndte at gå brattere opover, efterlod vi skiene og gik på benene de sidste ca. 130-140 højdemeter mod toppen. Dagen før var der kommet en hel del nysne, så vi sank ned i sneen omtrent til hoften. I modsætning til jer havde vi vindstille, og vi havde stort set godt sigt. Bare i syd syd lå der skyer. I venstre kant af skyen (ØSØ) kunne vi så vidt se Storronden, og i højre kant af skyen (SV) kunne vi så vidt se Storsmeden. Mod V, NV, N, NØ og delvis Ø var der klart vejr og god sigt. Snøhetta og en anden top på Dovre (Storstygge Svånåtinden?) kunne ses helt tydeligt i NV. Vores nedtur på ski gik nok lidt hurtigere end jeres nedtur på benene, selv om vi ikke er så rutinerede på ski og kørte vældigt forsigtigt. Turen gav i hvert fald smag for flere topture på ski. For nogle få dage siden sagde min kammerat til mig, at denne tur var en af hans fineste fjeld-opleveser. Anbefales!

Ikke Polen. Slovakiets højeste fjeld Gerlachovski Stit ligger i Tatra-fjellene ganske tæt på grænsen til Polen. Jeg var der i begyndelsen af juni i år i lidt dårligt vejr.

Der findes også brugere af Fjellforum uden for Norge!

Til klatring inde er 11 cm lige så godt som 17 cm. Til klatring ude kan du også bruge 11 cm nogle steder. De steder, hvor 11 cm ikke er nok, er 17 cm i de fleste tilfælde også for kort. Jeg kan ikke se, hvad 17 cm slynger skal bruges til. Det, jeg selv har gjort, og som har fungeret fint for mig, er, at jeg købte 10 stk. færdige slyngesæt á 10 cm med karabiner. Desuden købte jeg 4 stk. 60 cm slynger uden karabiner. På de 4 af slyngesættene skiftede jeg 10 cm slyngen til en 60 cm slynge, som normalt ligger tredobbelt, så den fungerer som en 20 cm slynge. Når jeg har brug for ekstra længde, trækker jeg den helt ud til 60 cm. Man kan altid diskutere, om det er netop 4 af de 10 slynger, der skal skiftes til 60 cm, som jeg har gjort, eller det er 5 eller 6 af de 10. Andre har sikkert gjort noget andet, som har fungeret fint for dem, men dette har i hvert fald fungeret for mig. Lars M P.S. I sommers 22. juli glemte jeg en af mine 60 cm slynger med karabiner ved Skagstølsnebbet eller V-skaret, så nu har jeg bare 3 af dem igen.

Det er ikke beskrevet i manualen, hvad "opfyringsventilen" egentlig gør, og jeg kan heller ikke regne det ud ved at se på pumpen. Uden på pumpen ser man bare en omskifter, der skal drejes 180 grader. Din teori om, at den slipper ind luft fra tanken, virker sandsynlig. I så fald må luftventilen være åben, når omskifteren peger til venstre, og stængt, når omskifteren peger til højre. Og ja, - brænderen fungerer fint! For nogle dage siden kogte jeg et æg med bare nogle få mm vand i bunden af gryden. Det kan man godt, når der er låg på. Så bliver hele rummet fra vandoverfladen op til låget fyldt med vanddamp, og på den måde bliver ægget dampkogt. Det lykkedes mig at regulere så meget ned for brændstoftilførslen, at de få mm vand i bunden af gryden bare så vidt simrede. Det er noget ganske andet end on/off-"reguleringen" på en MSR XGK. Lars M

Igen en flot turberetning fra eaa, denne gang fra et område, hvor jeg selv har været i sommers (27/7) i tørt og solrigt vejr. Vi tog toppene i lidt anden ordning. Vi startede også med at gå op til Store Soleibotntind letteste vej fra vest, men derefter tog vi S-2 og helt ud på enden af eggen, hvor I også var. På de billeder, du har taget fra Nordre mod Søre, ser man, at dette punkt er mere markant, end jeg umiddelbart oplevede det i sommers. S-1 tog vi på returen til Store. Fra Store fortsatte vi ud til Nordre og videre til Lauvnostind og hjem derfra. Jeg ved godt, at Lauvnostind mangler nogle få meter i at komme på 2000 m-listen, men selv om man ikke skal den vej for at sætte et kryds på listen, kan man godt vælge at gå der for at få en rundtur, og det må da altid være mere interessant end at gå ned samme vej, som man gik op. Fra Store ned til skaret mod Søre gik vi i en rende med en masse løse småsten. Da vi kom tilbage, valgte vi at gå ret op, hvor det var betydeligt brattere, men vi undgik den løse rende. Fra Store ned mod Nordre fulgte vi stort set ryggen. Et sted måtte vi klyve ned en 2 meter svagt overhængende hammer. Hvis vi skulle have omgået den, måtte vi ned i en isrende, og så foretrak vi alligevel hammeren. Min kammerat lagde sin rygsæk på toppen og klatrede først ned; derefter hejste jeg begge rygsækkene ned til ham, og til sidst klatrede jeg ned. Op til Nordre fulgte vi nok delvis samme rute som jer. Blokken med den smalle passage bagom husker jeg også. Derfra gik vi ud på et sva, som var lidt delikat. Det passer også fint med din beskrivelse. På den anden side af svaet - lidt nede til venstre - lå der et rappelfæste, men det kan være forsvundet siden i sommers. Vi gik over svaet i en skrå travers op over mod venstre. Det førte op i et område, der var lidt løst og temmelig begroet. Derefter kom vi op på nordeggen, hvor der var fast og fint til toppen. Hylden, som du skriver om, og som man også tydeligt ser på det billede, hvor du har tegnet ruten ind, husker jeg ikke noget om. Det er muligt, det bare er mig, der husker dårligt. Der hvor den røde streg starter på dit billede, er der en stigende travers til højre. Den vej, tror jeg ikke, vi gik. Jeg har brugt lidt tid nu på at studere dit billede, men jeg kan ikke pege ud, hvad vej vi gik. Jeg tog nogle få billeder fra toppen af Store Soleibotntind, men jeg fik ikke taget billeder på de andre toppe eller andre steder på turen. Når man har et kamera, som er så stort, at det ikke kan være i en lomme, må man have det i rygsækken, og så tager det tid hver gang, man skal pakke det ud for at tage et billede. Så får jeg desværre taget færre billeder. Jeg har spekuleret lidt på at købe et kompaktkamera, fordi det kan man have i en lomme, hvor man meget hurtigere kan tage det frem, tage et billede og putte det ned i lommen igen. Det kan måske ikke tage helt så gode billeder, men til gengæld kan man tage flere. Lars M

Her kommer lidt billeder af Snow Peak Giga Power WG, som Rune ønskede. Noget af det, jeg troede i går fredag om funktionen af "chokeren", stemmer nok ikke helt. Benzintilførslen sker altid gennem den tynde slange, der ses på "denne side" af pumpen på billedet af de adskilte dele. Der sidder et filter i enden af slangen - uden for afgreningen til den slange, der går lodret op. Den anden slange, der sidder på skrå ovenpå pumpen, er den, som luften bliver pumpet ind igennem. Jeg må indrømme, at jeg ikke ved, hvad omskifteren egentlig gør, og det er heller ikke beskrevet i manualen. På de to midterste billeder ses omskifteren som en lille metalpind på pumpen over slangeforbindelsen, og den peger til højre - mod brænderen - som den skal gøre under normal drift. Når man tænder, skal den pege til venstre - væk fra brænderen. Lars M

Jeg har netop stemt på "anden brænder for flydende brændstof". I sidste uge købte jeg en japansk brænder for renset benzin: fabrikat "Snow Peak" type "Giga Power WG". Jeg valgte den delvis, fordi den her i sensommersalget pludselig var nedsat til en meget konkurrencedygtig pris. Ellers er det en udmærket brænder: Den er let og kompakt; - den er stille; - den regulerer fint både på lav og høj effekt; - den trænger normalt ikke forvarmning, men den har en omskifter på pumpen, som skal stå i én position, når man tænder, og de første ca. 30 sekunder derefter, og en anden position, når flammen har stabiliseret sig. For så vidt bruger man denne omskifter, ligesom man brugte en choker på en gammeldags benzinmotor med forgasser (karburator). Chokerens funktion var at reducere lufttilførslen, så man kørte med en federe benzin/luft-blanding, når motoren var kold. Jeg tror - men jeg er ikke sikker - at funktionen af omskifteren på denne pumpe er omtrent det modsatte af en choker, så der under optænding tilføres en blanding af luft og benzindamp fra den øverste del af benzinflasken (over væskeoverfladen), og der under normal drift tilføres flydende benzin fra bunden af flasken (under væskeoverfladen). Hvis jeg har pumpet for lidt tryk på flasken, kan brænderen brænde med fin blå flamme, så længe omskifteren står i position "tænd", men så snart jeg slår over på position "drift", kommer der nogle grimme gule flammer. Så skal jeg bare pumpe noget mere tryk på - så brænder den fint igen. Jeg har ikke så meget erfaring med den endnu, men indtil videre er jeg godt fornøjet. Lars M

Jeg må kommentere tågen. Da jeg var på fjellsportkursus på Krossbu i 1999, var det planlagt, at vi på næstsidste dag skulle på toptur med anmarch over bræ og med klatring til toppen. Vejrvarslet var ikke godt, men vi kunne ikke udsætte turen, da sidste dag af forskellige grunde skulle være lidt kortere. Fra Krossbu ind til Bøverbræen gik fint i tåge; - vi havde gået der flere gange før. Op i venstre kant (nordkant) af Bøverbræen, hvor sprækkerne er mindst, og videre over bræen ind mod Kalven var heller ikke noget problem, når vi havde kompas, selv om vi ikke kunne se Kalven. Op på Kalven og videre ad eggen mod Skeii gik også fint. I tågen kunne vi ikke se Skeia, men rutevalget hen ad eggen gav sig selv. Og så pludselig tårnede sydvesteggen af Skeii sig op i tågen lige foran os - imponerende. Der havde været lidt diskussion, om den høje luftfugtighed havde gjort fjellet så sleipt, at vi måtte snu her, men vi besluttede (eller instruktørerne besluttede), at vi kunne starte på klatringen. Op til toppen af Skeii kunne vi virkelig koncentrere os om klatringen og om denne ene top; - der var ikke nogen udsigt til at distrahere os. Og på toppen var det som om, Skeii var den eneste top, der fandtes i hele verden. Regn ville have været et problem, for da ville fjellet være blevet sleipt. Tågen var derimod i orden. Dette var nok et af de tilfælde, hvor tågen sætter ekstra spids på turen, som Torgeir skriver, men jeg tror ikke, turen ville have været kedelig uanset! Det kunne være moro at komme tilbage og gentage turen i klart vejr. Det ville være en anden oplevelse, men ikke nødvendigvis bedre. Lars M

Om du skal til Kyrkja og Visbretind, er det en fordel at køre til Leirvassbu frem for Spiterstulen. Da får du meget kortere at gå. m.v.h. Lars M

Uanset hvad Tom skriver, gider jeg godt læse sådan en flot, grundig og informativ beretning fra en flot tur. Det har været en fornøjelse at læse om, hvordan andre har oplevet de steder, som jeg også har oplevet (gik Skagastølsryggen i modsat retning med afslutning over Storen 22. juli i år med en gjeng fra DNT-OA Fjellsportgruppe). Det har også været en fornøjelse at læse om de steder, som jeg endnu har til gode til en anden gang (Maradalsryggen og Centraltind). Næste gang jeg skal til Hurrungane, vil jeg sikkert finde denne beretning frem igen og måske prøve at få nogen med på at gå Maradalsryggen på grundlag af information herfra. Det må alt andet lige være lettere end at skulle finde vej i helt ukendt terræn. Nils' bemærkning om den fine græsbakke ved Tindeklubhytten kan jeg også tilslutte mig. Der tog vi en middagslur 23. juli i år på vej ned fra Bandet mod Turtagrø. Lars M

En lille rettelse: Jeg ser nu, at det er den oprindelige svenske udgave, der er udgivet i 1974. Derimod kan jeg ikke se, hvornår den norske oversættelse er fra. Jeg tror, jeg har haft bogen i omtrent 25 år, så den norske udgave kan ikke være meget nyere end den svenske. Lars M

Jeg sidder et andet sted i Danmark, ca. 70 km længere mod syd. Jeg kan pege på en anden bog - også udgivet på Gyldendal (Norsk Gyldendal!). Forfatter: Ingmar Holmåsen, titel: Planter og dyr i fjellet. Som titlen antyder, er der både flora og fauna i den. Det er en lille handy bog, som man kan have med sig på turen. Den er udgivet i 1974, og jeg ved ikke, om den stadig kan fås. Lars M

Mit kamera (Canon EOS 300D) har originalformat 3076x2048 pixels, d.v.s. et 3:2-format i modsætning til skærmens (og de fleste kompaktkameraers) 4:3-formater. Jeg formindsker normalt til 768x512 pixels, d.v.s. at én pixel i det formindskede billede svarer til 4x4 pixels i originalen. Jeg ved ikke, om det betyder noget i praksis, at reduktionsforholdet er et heltal. De formindskede billeder fylder typisk 50-60 kB men kan blive både større og mindre afhængigt af detaljerigdommen. Når man viser billeder på skærmen, bruges både det øverste og det nederste af skærmen til andre ting, så man kan ikke udnytte hele arealet. Når jeg klikker på et thumbnail-billederne her på Fjellforum for at få det vist i stor størrelse, sker der oftest det, at så længe billedet er ved at blive overført, vises det med det pixel-antal, som det er lagret med, men så snart overførslen er færdig, bliver billedet automatisk formindsket, så det kan vises på den del af skærmen, der udnyttes i praksis. Hvis der er detaljer, som jeg er nødt til at se med det fulde pixel-antal, kan jeg højre-klikke og lagre filen på min egen computer, så jeg kan åbne den med et andet program f.eks. Paint. Hvis der ikke er nogen speciel grund til at vise små detaljer fra billedet, kan de, der uploader billeder til Fjellforum, lige så godt formindske billederne til noget i samme størrelsesorden, som jeg foreslår, d.v.s. betydeligt mindre end eaa foreslår. Lars M

Ca. 2200 m er nok angivet med ganske stor tolerance. Iflg. kartet (M711 1517 IV) ligger Mohns skar mellem 2260 m og 2280 m. Eksakt højde kan heller ikke jeg give! Lars M