Gå til innhold
jbl

Dovre 2013

Anbefalte innlegg

Snøhetta -Vesttoppen

Efter 31 års fravær skulle årets fjeldtur i år gå til Dovre. Egentlig underligt, for i Dovre skinner solen altid, i alt fald når jeg er forbi, således også i år.

Sammen med mine døtre, Cecilie på 24 og Amanda på 13 (Sebastian valgte for første gang i ni år ikke at deltage på årets fjeldferie) tog vi natbussen fra København til Oslo, dernæst toget fra Oslo op gennem Gudbrandsdalen. Desværre var et godstog afsporet nogle dage forinden i Kvam, så der gik togbusser fra Lillehammar til Dombås, hvilket indebar en forsinkelse, så vi ikke nåede bussen til Snøheim kl. 13.

På Hjerkinnhus fandt vi kortene frem, købte kolde drikke og havde forberedt os på at slå tre timers ventetid ihjel, da en ekstrabus ankom. Fin service af Snøheim at sende en ekstrabus, når der var knas med togtrafikken. Vi gjorde os hurtigt klar og tog bussen op.

Under busturen var vi heldige at se to små grupper moskus. Dog var det stadig vor ambition også at møde dette facinerende dyr ude i naturen.

Vi ankom til Snøheim 15.30, to timer efter det forventede tidspunkt. Lidt ærgerligt, for i det fine vejr var det nærliggende at gå en toptur om eftermiddagen til Snøhettamassivet. Trods dårlige odds tidsmæssigt valgte vi dog at gøre forsøget. Vi tilmeldte os den sene middag kl. 20, fyldte to drikkedunke, tog hver en trøje om livet og begav os af sted mod Vesttoppen. Stortoppen havde jeg allerede besøgt i min ungdom i 1980 og 1982, og det lykkedes mig at promovere Vesttoppens fortrin.

Det blev noget af et race mod toppen. Amanda var ærgerrig og satte fra start et hårdt tempo. Siden måtte jeg, ligeledes ærgerrig efter at nå en ny 2K-top, tage over. Cecilie, knap så ærgerrig og trængende til fødeindtag, sagde dog stop, da vi kl. 17.30, en halv time før vor aftalte turning point, nåede topryggen et par hundrede meter under slutmålet. Hun gav dog Amanda og mig grønt lys til at fortsætte det sidste stykke op, idet vi lovede at gå turen nok en gang, hvis omstændighederne talte herfor.

Således fortsatte Amanda og jeg det sidste stykke op og stod kl. 17.45 på højeste punkt, der helt som forventet overgik Stortoppen i flere henseender. For det første er toppunktet ikke skæmmet af et militært byggeri. For det andet, selvom der også går en del mennesker til Vesttoppen, er man ikke en del af en folkevandring. Og for det tredje er Vesttoppen en anelse dramatisk om end ikke skræmmende med stub til tre sider. Personligt brugte jeg hovedparten af de 5-10 minutter, vi blev på toppen, til at udfordre stuppene og studere den videre og nok så skræmmende rute til Hettpiggen, mens Amanda fra topvarden nød udsigten udover den ganske fjeldverden.

På nedturen var Amanda og jeg efterhånden mærket af det hårde tempo op ad fjeldet. Cecilie havde derimod haft godt af sin pause og satte tempoet retur så vi lige akkurat nåede middagen på Snøheim kl. 20.


Storstygge Svanåtinden

Første morgen på Snøheim vågnede vi til strålende solskin, og vi besluttede at forfølge et af vore primære mål hjemmefra, nemlig Dovres andet store fjeld, Storstygge Svanåtinden. Vi brugte to timer på indmarchen fra Snøheim til Svanådalen, hvor første udfordring bød sig til, nemlig elven i bunden af dalen.

Det lykkedes ikke at finde et egnet sted, hvor vi alle kunne komme tørskoede over. Øverst oppe, ved udløbet af vandet i 1500 meters højde, var elven dog tilpas rolig og ikke særlig dyb. Her smed pigerne støvler og strømper, mens jeg selv stak bare fødder i støvlerne for at stå bedre fast, hvorefter jeg støttede Cecilie og Amanda over vandet.

Vel ovre elven spiste vi halvdelen af vor niste, mens mine støvler tørrede en anelse i solen. Dernæst påbegyndte vi bestigningen af fjeldet. Først holdt vi til venstre, hvor fjeldet så fastere ud og mindre stejlt. Et godt valg, idet vi hurtigt og enkelt kom over den første stejle stigning. Dernæst ventede en lang stenet skråning, hvilket dog ikke er specielt slemt, så længe det går opad bakke.
 

post-842-0-34667700-1375893082_thumb.jpg

Eggen det sidste stykke op

 

post-842-0-60510400-1375909539_thumb.jpg

Klyvning på eggen

 

Efterhånden nåede vi eggen de sidste 200 højdemeter, som jeg havde set frem til som turens højdepunkt. Her kommer man tæt på stuppen ned mod bræen øst for Storstygge. Dog er det muligt at holde ned på venstresiden, hvis det bliver for luftigt. Efterhånden blev vi konfronteret med nogle fremspring, som tvang os venstre om. Stigningen tog efterhånden til, og hænderne måtte tages til hjælp, men vejen op gav sig selv, også selv om Amanda ikke følte sig helt sikker på de skrå klipper. Jeg klatrede dog umiddelbart efter hende klar til at gribe og generelt bød eggen kun på morsom klyvning, måske som man kan forestille sig på Besseggen i pionertiden inden stien blev så tiltrådt.

Vi nåede toppen af eggen, som kan ses under det meste af opstigningen. Her fladede fjeldet øjeblikkeligt ud, og der resterede kun omkring 50 meter i næsten plant terræn til topvarden.

post-842-0-89888500-1375876526_thumb.jpg
På Storstygge Svanåtinden

Vi blev på toppen en halv time, hvor vi nød solen og varmen samt en eminent udsigt udover den ganske fjeldverden. Videre nød vi at have verden helt for os selv. Fra Snøheim havde vi ikke set et menneske. Fjeldturismen omkring Snøheim er tilsyneladende helt koncentreret omkring Snøhetta, mens de mange tinder omkring Svanådalen tilsyneladende får lov at ligge øde hen. Lidt paradoksalt men heldigt for os.

Omsider måtte vi påbegynde nedstigningen. Denne gik langt lettere end frygtet. Ruten gav atter sig selv, og Amanda, der havde følt sig utryg under opstigningen, kurrede let og elegant ned ad de skrå klipper. Nede ved stenskråningen begyndte vi at være mærket af væskemangel. Vi havde medbragt 1½ liter vand fra dalen. Men i sol og varme var det i underkanten. Vi sigtede mod og fandt et snefelt, vi havde observeret under opstigningen. Dette gav os dels nogle hurtige meter nedad, dels fandt vi en smeltevandskilde ved bunden af snefeltet at slukke tørsten i.

Nede af fjeldet krydsede vi elven på samme måde som på udturen. Vi spiste resten af vor niste og påbegyndte dernæst vandringen retur til Snøheim. Mod slutningen begyndte det tordne over Snøhettamassivet, men selv nåede vi tørre hjem, og først om aftenen begyndte det at regne over Snøheim.


Vesttoppen for anden gang

Også anden morgen på Snøheim vågnede vi til solskin, og en ny toptur bød sig til. Amanda og jeg havde jo lovet Cecilie endnu en tur til Vesttoppen af Snøhetta, men håbede i det skjulte, at Cecilie ville afstå, så vi kunne gå mod Stortoppen og Midttoppen. Cecilie ville dog helst mod Vesttoppen igen, og selv om hun spurgte til vores ønsker, havde vi jo givet vort ord, og ingen af os ønskede at ændre Cecilies beslutning.

Altså stilede vi nok engang mod Vesttoppen. Fulgte først folkevandringen mod Stortoppen, men drejede efterhånden mod venstre. Vi gik denne gang i et mere adstadigt tempo med tursæk indeholdende niste, vand og regntøj. På små tre timer nåede vi over den første pukkel og videre til det sted på topryggen, hvor Cecilie havde stoppet i første forsøg. Her stillede vi tursækken og indtog halvdelen af vor niste. Mens vi spiste begyndte det at tordne på den anden side af Snøheim. I næsten vindstille vejr mente vi dog ikke, tordenen var en trussel for vor færd. Vi spiste roligt færdig og fortsatte mod toppen, nu en anelse hurtigere, da vi havde ladet rygsækken stå på ”Cecilies Place".

post-842-0-54794400-1375876703_thumb.jpg
På Snøhetta Vesttoppen

Vi nåede toppen, denne gang alle tre, og gav os atter god tid til at nyde det for os danske lavlændere lidt dramatiske topmiljø. Efter et kvarter på toppen begav vi os retur, da vi fornemmede tordenen rykke gradvist nærmere. Vi nåede sikkert ned af fjeldet, men under den sidste halve times vandring tilbage til Snøheim, da tordenskyerne var rykket stadig tættere og havde fået forstærkning nordfra, så vi nærmest havnede i en sandwich, undgik vi ikke regn og hagl og kunne glæde os over, at regntøjet befandt sig i vor tursæk.


Rheinheim og moskussafari

Også tredje morgen på Snøheim vågnede vi til solskin, men tiden var ikke til flere topture, hvis vi ønskede at gå den planlagte trekant Snøheim-Rheinheim-Åmotdalen-Snøheim inden vor hjemrejse.

Vi pakkede vort grej, afregnede på Snøheim og begav os mod Rheinheim. Turen fra Snøheim til Rheinheim er ikke særlig lang. Allerede ved middagstid efter et par timers vandring var vi fremme og indkvarterede os på et af familierummene.

Vi spiste vores niste og tog et spil kort, mens vi lod en torden passere, som var trukket op. Dernæst pakkede vi en tursæk og begav os ned gennem Stroplsjødalen i håb om at finde moskus. Sidste år havde Cecilie haft stort held på denne strækning, da hun gik med sin kæreste. Det samme held skulle dog ikke tilsmile os. Forbi Stroplsjøn havde vi stadig ikke fundet dyrene, og Amanda, træt efter tre topture, begyndte at beklage sig. Vi spurgte andre vandrere, som vi mødte på modsat vej op gennem dalen. De havde alle set moskus, hvilket motiverede os til at fortsætte.

Vi måtte dog helt ned til Kaldvelldalen, før vi fandt dyrene, og da kun som små prikker langt oppe ad fjeldsiden. Kun det faktum, at pletterne bevægede sig og noget, der lignede en moskussafari, befandt sig på sikker afstand under omtalte pletter, kunne identificere objekterne som moskus. Det var naturligvis fristende at gå op mod moskussafarien og opleve dyrene på nærmere hold, men Amanda var træt, der ventede to timers returmarch, og vejret var uforudsigeligt med torden i flere retninger.

Vi besluttede at stille os tilfredse med at have set dyrene på afstand og begav os retur til Rheinheim, idet vi nåede at få gavn af vores regntøj. For mig var det desuden en stor oplevelse at genopleve et område, jeg havde vandret i for mere end tredive år siden, ligesom det blev bekræftet, at Kaldvelldalen præcis som under mine besøg i ungdommen synes at fungere som moskussens Mekka.


Åmotdalen

På Rheinheim vågnede vi for første gang på ferien til en overskyet himmel. Vi håbede for de af vore medgæster på Rheinheim, der skulle på Snøhetta, at det måtte klare op i løbet af dagen. Selv påbegyndte vi turen til Åmotdalshytta gennem Leirpullskardet.

Endnu engang håbede vi forgæves at møde moskus. Andre vandrere, vi snakkede med, havde dagen forinden mødt moskus på strækningen, ligesom Cecilie året forinden havde mødt dyrene i Leirpullan umiddelbart vest for Rheinheim. For os viste okserne sig dog ikke.

Fra toppen af Leirpullskardet kiggede vi ind over Trollheimen og udover de fladere områder, vi skulle gå ned i. Vi fortsatte ned i Åmotdalen, og omkring kl. 14 ankom vi til hytten efter en forholdsvis kort dagsmarch. Vi var dog efterhånden godt brugte, og vi trængte til en rolig dag, så vi nød eftermiddagen på Åmotdalshytta, som for mit vedkommende kom til at omfatte badning i søen.

Hen mod aften blæste det op, og en strid og vedvarende regn satte ind. Vi tænkte, at vejret nu skiftede, og vi kunne se frem til at gå sidste dag retur til Snøheim i heldagsregn. Foreløbig var vi dog inden døre, og en regnfront tager normalt kun 6-7 timer at passere.


Retur til Snøheim – endelig moskus

Regnen var holdt op, da vi vågnede i Åmotdalen, og himlen var blå med hvide højtliggende skyer, men temperaturen var faldet, og det blæste stridt.

Amanda kom ind på, at vi kunne gå over Snøhetta til Snøheim. Hverken Cecilie eller jeg var dog særlig stemte for det alternativ med oppakning og et lidt uforudsigeligt vejr. Amanda var heller ikke insisterende og mente sikkert heller ikke sit forslag reelt, så vi holdt os til planen om at returnere til Snøheim vestom Snøhetta-massivet gennem Svanådalen.

Vi fulgte stien fladt langs Åmotsvatnet mod sydvest, inden vi drejede om i syd op under Drugshø og videre op i skåret mellem Langvasstinden og Larstinden. Passet er en stejl og stenet affære, og med de lavere temperaturer måtte vi finde handskerne frem, men en fantastisk flot tur er det med mange spektakulære tinder. Først vandrede vi mod flotte Drugshø, dernæst op i den snævre portal mellem de majestætiske tinder, Langvasstinden og Larstinden, og endelig Svanådalen med Svanåtinderne, heriblandt Storstygge, og Bruri. Egentlig synd, at ikke flere besøger dette område. Ligesom under vor bestigning af Storstygge Svanåtinden mødte vi stort set ikke andre mennesker på vores vandring.
 

post-842-0-76761100-1375909261_thumb.jpg

Moskus

 

Ved udgangen af Svanådalen, da vi var kommet ind på den kendte strækning, vi havde gået ind mod Storstygge Svanåtinden, skete det endelig at vi kom tæt på moskus. Det var Amanda, der var årvågen, mens vi andre stirrede ned på stien, vi gik ad. ”Er det moskus?” udbrød hun og pegede på nogle sælsomme pletter 300 meter væk på den anden side af en lille dalbund. Og det var det. En lille flok på syv dyr holdt siesta på en læfuld og solbeskinnet skråning. Vi slog os ned, nød oplevelsen og filmede dyrene, inden vi fortsatte rundt om det næste hjørne, og der, kun 50-100 meter fra os, kom endnu en moskus os i møde nede i dalbunden. Cecilie, der gik forrest, sprang tilbage, mens jeg trådte frem, telepaterede lidt med dyret og enedes om at passere hinanden i ro og fred.

Herefter resterede blot 1½ times jævn vandring frem til Snøheim. Vi ankom trætte og mætte af oplevelser efter en forrygende uge i Dovre, som havde givet alt, hvad vi kunne have håbet. Og alligevel havde Dovre endnu en lækkerbisken at diske op med: Den efterfølgende dag, efter påbegyndt hjemrejse til København, opdagede jeg fra toget mellem Hjerkinn og Dombås en elgko i Fokstugumyrin. Det gik dog så stærkt, at jeg ikke kunne nå at udpege dyret for mit rejsefølge og dele oplevelsen.

Vis rapporten i Turkartet

Del dette innlegget


Lenke til innlegg
Del på andre sider

kult å lese. så dere om steintavlen av zapfe fortsatt ligger under vesttoppen?

Jo, der var vist nok en marmorblok helt oppe på toppen. Det må have været den. Fik ikke studeret stenen ordentlig. Vidste ikke, det var et mindesmærke. Undrede mig blot, hvem der havde slæbt den helt derop. Måtte have været svært tung. Har nu Googlet og fundet ud af, hvad der står på stenen. Mener i øvrigt, den var knækket et par steder.

Del dette innlegget


Lenke til innlegg
Del på andre sider
På 10.8.2013 den 14.07, Anonym Astmatiker skrev:

kult å lese. så dere om steintavlen av zapfe fortsatt ligger under vesttoppen?

Var på Vesttoppen sist 2015-07-05 (på ski nesten hele veien!) - tavlen var da dessverre knekt - se bildet.

2015-07-05 13.47.58.jpg

2015-07-05 09.11.20.jpg

2015-07-05 12.58.37.jpg

2015-07-05 11.25.04.jpg

Del dette innlegget


Lenke til innlegg
Del på andre sider

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Gjest
Skriv svar til emnet...

×   Du har limt inn tekst med formatering.   Gjenopprett formatering

  Du kan kun bruke opp til 75 smilefjes.

×   Lenken din har blitt bygget inn på siden automatisk.   Vis som en ordinær lenke i stedet

×   Tidligere tekst har blitt gjenopprettet.   Tøm tekstverktøy

×   Du kan ikke lime inn bilder direkte. Last opp eller legg inn bilder fra URL.


  • Hvem er aktive   0 medlemmer

    Ingen innloggede medlemmer aktive

×
×
  • Opprett ny...

Viktig informasjon

Ved å bruke dette nettstedet godtar du våre Bruksvilkår. Du finner våre Personvernvilkår regler her.