Lars M

Kan det passe, at det er den samme, der først er vist i luften og derefter på vandet? Farverne ser meget forskellige ud på de to billeder - sort og hvid på den i luften og brunt på den på vandet. Det ligner mere henholdsvis en han- og en hun-edderfugl. Ærfugl kalder I den vist på norsk...

Ja, det kunne nok tænkes, at jeg ville have med nogen toppe, medens vejen er åben. Er der nogen, der ved, hvordan forholdene er nu ud over eggen fra Midttoppen over Hettpiggen til Vesttoppen? Så vidt jeg har forstået, ligger klatrepassagerne mest i nordvestsiden, hvor de ikke får så meget sol. Er sneen fra i vinters væk? Risiko for ny sne?

Jeg vil starte med at indrømme, at jeg ikke har nogen som helst erfaring med Femundmarka, så jeg vil afstå fra at komme med et konkret forslag i dette område. De to områder, som I har med i finalerunden, er næsten så forskellige, som to fjeldområder inden for ét land kan blive. Jotunheimen er uden tvivl det langt mest spektakulære af de to. Femundmarka har sikkert nogle andre kvaliteter, som jeg ikke selv har erfaring med. Så det er helt op til, hvad I vil med jeres fjeldtur. M.h.t. startsteder i Jotunheimen, hvor man kan efterlade en bil i en uges tid, tænker man først og fremmest på Gjendesheim, som ligger let tilgængeligt ved Rv51 på østsiden af Jotunheimen lige ved Besseggen. Når I har telt med og er uafhængige af hytter, kan I vælge at tage den sidste overnatning, inden I skal tilbage til Gjendesheim, inde i Leirungsdalen (retning Torfinnsbu), forudsat I er startet med at gå Besseggen. Eller I kan gå modsat rundt, så I starter med Leirungsdalen og slutter med Besseggen. Hvis man kommer sydfra, kan man også vælge at parkere ved Eidsbugarden / Fondsbu. Der er ikke ret meget længere at køre, og man kommer over i en anden del af Jotunheimen. Når man kører langs Tyin, skal man huske at nyde udsigten mod sydeggen af Uranostind - den er afsindigt flot herfra - også selv om man ikke har planer om at skulle der op. Der er også parkeringsmuligheder på modsat side af Jotunheimen (f.eks. Spiterstulen, Leirvassbu, Krossbu eller Turtagrø), men så skal man køre hele vejen rundt om. De sidste par gange, jeg har været i Jotunheimen, har jeg kørt til Turtagrø, men det var bl.a. fordi jeg skulle deltage i et arrangement, hvor vi skulle have en fast lejr lige ved Turtagrø. Hvis man kører via Tyinkrysset og øvre Årdal, får man også udsigten mod sydeggen af Uranostind. I tillæg får man udsigten mod Austabotntind, når man er kommet et stykke op fra Øvre Årdal. Den er også ret flot.

Om kriteriet er "korteste vej til Skogadalsbøen fra offentligt tilgængelig bilvej", skal man starte fra Sognefjellvejen - enten Krossbu eller Sognefjellhytta. Der er også en ganske brugbar udsigt mod Fannaråken og Hurrungane, når vejret er klart.

Der er en årsag til, at Uradalen hedder Uradalen. Den uren en seriøs. På kartet kan du se, at elven forsvinder. Det er fordi, den løber under stenene. Når elven kan forsvinde under stenene, giver det et indtryk af, hvad slags ur, vi taler om. Bjarne har muligvis ret i, at der er fin udsigt mod Maradalen og Maradalsbræen. Jeg har bare gået der en gang. Det var regn og dårligt sigt. Jeg gik opover fra Bøen mod Fondsbu, så jeg havde ryggen til udsigten, og om jeg havde vendt mig om, havde jeg nok ikke set det store uanset. Skogadalsbøen er en hyggelig hytte, som jeg gerne vender tilbage til - forhåbentlig i bedre vejr, så jeg også kan få se udsigten.

Om Jobru har ret, ligger hovedtoppen af Steindalsnosi skjult bag Fannaråken, og det er bare vesttoppen, vi ser til venstre for Fannaråken. Vesttoppen er noget lavere end hovedtoppen, så Jobru's ræsonnement om højder holder nok ikke helt. Gjertvasskaret er langt over 2000 m.

Karihaugen ved Høvringen, nabo til Anaripiggen. Jeg forstår, at den, som i listen benævnes "Karitind i Rauma", må være nabofjellet til Pyttegga. I så fald har Rauma formentlig to Karitinder, da jeg går ud fra, at Isterdalen også ligger i Rauma kommune (jeg har ikke noget kart her, som viser kommunegrænser).

Bernt nævner to Karitinder. Der er vel mindst en til: I Isterdalen.

Af de rygtraverser, der er på tale her, har jeg bare erfaring med Skagastølsryggen, Dyrhaugsryggen og Soleibotnryggen. Styggedalsryggen med Gjertvasstind, Styggedalstind og Centraltind står højt på min liste over ture, som jeg har lyst til at gå "en gang" - må se, hvornår det kan blive! Uradalsryggen står ikke specielt højt på min liste. Siden eaa nu har foreslået Soleibotnryggen som alternativ til Dyrhaugsryggen, må jeg svare, at min oplevelse var lidt anderledes: Begge gange, jeg har gået Dyrhaugsryggen, har vi startet med at klatre fra Bandet til Søre Dyrhaugstind (enkelte passager grad 4). Første gang (2005) var på et kursus, hvor instruktøren ledede hele vejen, og hvor vi (bortset fra en kort passage fra Søre forbi skaret mod Midtre) gik det meste af rygtraversen mod nord i tov med løbende forankringer. Anden gang (2006) var vi et 3-mands tovlag, hvor vi ledede et par tovlængder hver. På toppen af Søre Dyrhaugstind pakkede vi klatreudstyret ned i rygsækken og gik hele Dyrhaugsryggen mod nord usikret og uden at føle behov for sikring. Hvis man starter fra nord, går mod syd, vender på Søre og går samme vej tilbage igen, burde der - under gode forhold - ikke være behov for sikringsudstyr. På Soleibotnryggen havde vi også klatreudstyr med, men vi brugte det ikke. Der var imidlertid et par steder, hvor jeg følte større behov for sikring, end jeg havde gjort på Dyrhaugsryggen. I tillæg er Soleibotnryggen vældigt løs. Den kræver stor forsigtighed, når man belaster tagene, og man kan lige så godt lade være med at sætte sikringer, da de alligevel bare vil blive rykket ud ved belastning. For begyndere i rygtraverser vil jeg derfor anbefale Dyrhaugsryggen frem for Soleibotnryggen, såfremt det er de to, valget står imellem. De andre muligheder, der har været nævnt, har jeg ikke nogen baggrund for at udtale mig om. Jeg har med stor fornøjelse læst eaa's mange turberetninger, og jeg er ikke i tvivl om, at han udtaler sig på baggrund af stor erfaring. Derfor vil jeg heller ikke påstå, at eaa tager fejl, når han anbefaler Soleibotnryggen. Jeg vil bare supplere med en bemærkning om, at min oplevelse var lidt anderledes. I bestemmer selv, hvad I vil bruge mit input til. Der findes nok ikke nogen endegyldig facitliste til den slags spørgsmål.

Knerten: Hvis du ser efter nogen skikkelig brede nogen, skal du nok ikke vælge nogen, hvor teksten starter med: "Er du den lykkelige ejer af et par smalle kvindefødder"

Jeg bruger normalt et voksprodukt, der hedder "Real Mink Oil" fra Boston. En gang, jeg ikke kunne få det, købte jeg i stedet "Meltonian Weather Wax". Uanset om jeg har brugt det ene eller det andet af disse produkter, har jeg været godt fornøjet. Støvlerne bliver ikke fuldstændigt vandtætte, men de bliver meget vandafvisende. Jeg har en ide om, at hvis man bruger voksprodukter, skal man holde sig konsekvent til det og ikke bruge fedt eller vanlig skocreme, men jeg ved ikke, om det har nogen reel betydning.

M.h.t. den slags sten tror jeg ikke, I nordmænd behøver være misundelige på os danskere. Det meste af hvad vi har af store sten i Danmark, kommer oprindelig fra norsk eller svensk område og er ført til dansk område af isen under en af istiderne. Under sidste istid (slut for ca. 15.000 år siden) nåede isen slet ikke så langt vest i Jylland, som netop denne sten ligger, - d.v.s. den må være kommet under en tidligere istid (mindst 100.000 år siden). De fleste store sten i Danmark ligger længere øst. Netop fordi vi har så få store sten, er vi så meget mere opmærksomme på de få, der er. Mon ikke navnet Tirslund kommer af, at denne sten har været centrum for blot (ofring) til krigsguden Tir (eller Tyr)?

Klatrevægge har vi masser af, men det bliver ikke rigtigt det samme som den "ægte" vare.

Jeg har set lidt forskellige angivelser af højden. Et sted står 3,5 m. Et andet sted står 4 m. Det er selvklart angivet med udgangspunkt i jordoverfladen på stedet. Iflg. kartet ligger stenen på ca. 65 m over havet.

Jeg har efterhånden klatret i en del år, men jeg er aldrig blevet særligt god. Jeg har altid set klatringen som et middel til at få nogle naturoplevelser, jeg ikke kan få på andre måder. Jeg begyndte forholdsvis hurtigt at lede på mine egne sikringer på lette ruter, og det har jeg fortsat med. Derfra, hvor jeg bor, har jeg over 300 km til nærmeste sted med klipper (på vestkysten af Sydsverige 30-40 km nord for Helsingborg), og jeg skal over både Storebælt og Øresund for at komme dertil. Derfor er jeg kun kommet ud at klatre 8-10 helger om året. Jeg har aldrig fået trænet kontinuert og systematisk, og mit klatreniveau havde gennem lang tid stabiliseret sig omkring grad 4. Sidste høst begyndte jeg at klatre indendørs for at kunne træne hver uge og på den måde blive lidt bedre og forhåbentlig komme til at klatre grad 5. Jeg holder mine ambitioner på et realistisk niveau. Nu kan jeg klatre nogle sværere ruter indendørs, som jeg ikke kunne klatre, da jeg startede sidste høst, men hensigten var, at jeg også skulle blive bedre udendørs. Første gang jeg klatrede udendørs tidligt på våren, følte jeg egentlig ikke, jeg var blevet så meget bedre, men senere på våren har jeg været ude et par gange igen, og da følte jeg, at det gik bedre. Så var jeg virkelig motiveret for at komme ud og klatre og fortsætte den gode udvikling, jeg var inde i. Hvad skete der så? Han, jeg normalt klatrer sammen med i Sydsverige, og som jeg sidst klatrede sammen med for 3 uger siden, har ikke mulighed for at tage afsted igen før om 4 uger, d.v.s. 7 uger (!) efter, at vi klatrede sidst. Der er heller ikke nogen af dem, jeg klatrer sammen med indendørs, der vil med på flere ture her i forsommeren. Hvad gør jeg så, når jeg er ved at være desperat efter at komme ud og klatre? En mulighed kunne være at køre til Sydsverige alene og prøve at clogge nogle ruter på toptov alene med min Petzl Basic tovklemme. På vejen til Sydsverige kunne jeg stikke ind om en butik og købe en Petzl tovbeskytter, så tovet ikke bliver ødelagt, selv om det kommer til at ligge over en skarp kant. Det bliver måske (?) mit næste projekt. Fredag 1. juni gjorde jeg noget andet. Jeg havde læst om, at der midt mellem Kolding og Esbjerg ligger en stor sten med mulighed for bouldring. Jeg har ikke fundet nogle beskrivelser af problemer eller ruter på stenen, men jeg kunne da køre ud og se på det og prøve mig frem. Det var dejligt at klatre på rigtig sten igen efter 3 ugers pause, selv om ruterne kun var 3-4 m. Jeg brugte i alt over halvanden time, og jeg kom op på stenen fra forskellige sider og med forskellige rutevarianter. Der var også steder, hvor jeg måtte give op. Nogle af disse steder kunne jeg måske have gjort mere, hvis jeg havde haft en til at spotte mig, men når jeg var alene, ville jeg ikke tage chancen. Hvad er det så, der berettiger til at kalde det en desperat tur? Jo, jeg var ved at være desperat for at komme ud og klatre, og så måtte jeg bare gøre noget. Om der havde været andre muligheder, ville jeg nok ikke have startet bilen og kørt over 100 km bare for at bouldre på sådan en sten. Det er godt at vide, at om jeg bliver lige så desperat en anden gang, har jeg muligheden at køre derud igen.

Det stemmer ikke med min erfaring, at gon skulle være i alt overvejende brug i dag - tvært imod. Det er nok meget afhængigt af, hvad man bruger det til, og hvem man kommunikerer med. Om landmålere er enige om at bruge gon, er det fint, så længe de bare kommunikerer med hverandre. Til den type o-løb, som jeg deltog i som FDF'er (en slags spejder) tidlig på 1970-tallet, fik vi nogen gange en kurs opgivet. Så vidt jeg husker, brugte vi gon. Til den type o-løb, jeg løber i dag, får vi aldrig en kurs opgivet, og så har det ingen betydning. Da jeg lærte navigation på søen sidst på 1980-tallet, brugte vi grader.

Til det korttegning, som jeg beskæftiger mig med, spekulerer jeg ikke så meget over skala på kompasset. Jeg er orienteringsløber og tegner også kort. Når en rekognoscør skal placere en ny detalje korrekt, kan han bruge kompasset f.eks. til at lave en krydspejling, som fastlægger detaljens position. Når den først er fastlagt, bekymrer man sig ikke mere om kompassets skala. Jeg har også et kompas med en helt speciel skala. Den har 20 enheder helt rundt. Den starter i vest og går mod uret, så vest = 0 eller 20, syd = 5, øst 10 og nord = 15. Jeg fik det med en gang, jeg købte en brugt sejljolle.

Hej Rune (eller hvem der ellers måtte have lyst til at svare) Jeg har en snak for tiden med nogle klatrere fra Århus, som jeg ikke kender på forhånd, om evt. at tage til Nissedal og klatre. Jeg har fundet en del info om ruterne på Hægefjell. Hvis graderingerne stemmer med normal praksis, er Via Lara den eneste rute på Hægefjell, jeg kan klatre. Jeg har også hørt, at de angivne tyske graderinger ligger cirka en hel grad over ruternes reelle sværhedsgrad. Hvis det stemmer, har jeg måske også en chance på Sternschnuppe. Hvis sværhedsgraden derimod stemmer med den normale skala, har jeg ikke en chance! Stemmer det, at graderingerne ligger en hel grad over det normale? Jeg har også hørt noget om, at der ud over Hægefjell er andre felter i Nissedal og Fyresdal med lidt lettere ruter, så der under alle omstændigheder er noget at komme efter. Det skulle alt sammen være beskrevet i bogen, som jeg kan købe i klatrecenteret, når jeg kommer der op. Som det fremgår, har jeg ikke bogen endnu, og det vil være lidt ærgerligt at komme der op, og det så viser sig, at der kun er én rute, jeg kan klatre. Kan Nissedal anbefales for en amatør som mig?

Der lærte jeg noget nyt. Jeg troede faktisk også, det var 2045, 2033 og 2030, der havde disse navne. Jeg ser, at navnet her er stavet Bukken med u - ikke Bokken med o. Det ville være et meningsfyldt navn, hvis den lå i nærheden af Kalven, Geita og Sauen, men når den nu ligger i nærheden af Pilsen og Bayeren, bør den vel staves med o, altså Bokken.

Er det ikke nogle af disse toppe, der også kaldes pilsen, bayeren og bokken? Hvilken er hvilken? Jeg undrede mig også lidt over, hvordan man kan have en kompaskurs på 365 grader, men så kom jeg til at tænke på, at der en gang var nogen, der forsøgte at indføre et helt nyt gradsystem på 400 grader. Det slog vel aldrig rigtigt igennem? 365 grader i 400 graders-systemet = 328,5 grader i 360 graders-systemet.

Prøv om du kan finde info på http://home.online.no/~oe-aase/fjellsport.htm

Firkanten med det lille røde kryds indikerer, at der er uoverensstemmelse mellem 1. filnavn (med extension) eller placering (path), som står i html-koden, og som fastlægger, hvilket billede, der skal sættes ind på siden, og 2. det filnavn (med extension) og placering (path), som billedfilen i virkeligheden er gemt under. Du må enten omdøbe filen eller rette i html-koden, så det kommer til at stemme.

Hej Rune Velkommen som ny bruger på Fjellforum. Jo, jeg ved godt, du rejste til Norge. Det har fremgået af nogle af dine indlæg på Dansk Bjergklubs debatforum. Da vi aflyste vores tur sidste sommer, måtte jeg finde på noget andet, og så meldte jeg mig til en Fjellsportssamling arrangeret af Fjellsportsgruppen under DNT. Vi boede i en teltlejr lige uden for Turtagrø hotel. Vi dannede grupper fra dag til dag alt efter, hvilke ture vi havde lyst til. I indbydelsen var præciseret, at det var hverken kursus eller føring, så deltagerne skulle kunne lave deres ture selv i mindre grupper. På samlingens første dag var jeg med på Skagastølsryggen fra Nordre over Nebbet, Midtre og Vesle til Store. Den tur fik i praksis lidt karakter af føring, da der var en med, som dels havde gået den et par gange før, dels var klatreinstruktør og en betydeligt bedre klatrer end os andre. En anden dag klatrede jeg sammen med to andre Søre Dyrhaugstind fra Bandet og gik Dyrhaugsryggen tilbage til Turtagrø. Her var det mig, der var kendtmand, da jeg havde klatret den en gang før i forbindelse med et kursus. Til gengæld var de andre nok lidt bedre klatrere end mig. Det var fint nok at prøve at føre et par reblængder på en rute, hvor jeg tidligere have klatret alle reblængder som andenmand. I ugens løb nåede jeg også forskellige andre ting. Alt i alt var det absolut en brugbar erstatning for vores aflyste tur. Jeg må til at pakke mit klatregrej. I bededagsweekenden skal jeg med Fredericia Klatreklub til Ith. m.v.h. Lars

Hej Jakob Lige en ting til: Jeg opdager netop i dette øjeblik på Dansk Bjergklubs debatforum http://www.danskbjergklub.dk, at en fyr (Abildgaard) fra Århus, som jeg snakkede lidt sammen med sidste forår med henblik på, at vi skulle lave en tur sammen, som desværre ikke blev til noget, nu er ved at arrangere et brækursus med en privat, kommerciel udbyder i begyndelsen af juni. Du kunne evt. prøve at kigge på det. m.v.h. Lars

Hej Jakob De metoder, man lærer på DNT's kurser, forudsætter, at man normalt er mindst fire i et reblag - til nød måske tre. Hvis man kun er to, og man alligevel vil passere en bræ, hvor der kan være skjulte sprækker, kan man benytte lignende metoder som ved klatring: d.v.s man laver en standplads for hver reblængde, og kun én bevæger sig ad gangen. Det er meget omstændeligt. Løbende forankringer går lidt hurtigere, men er også temmelig omstændeligt. Normalt vil man nok i stedet forsøge at undgå de steder på bræen, hvor man forventer sprækker, og så bare gå uden at sætte forankringer og satse på, at det går godt. Det vil i de fleste tilfælde være det hurtigste. I bøgerne står der, at hvis man går med to parallelle reb mellem sig, og man har slået nogle knuder på dem, så de lettere sætter sig fast i sneen, hvis den ene falder i en sprække, kan man gøre det relativt sikkert, omend ikke så sikkert som med fire i reblaget. Det har jeg ikke selv nogen erfaring med i praksis. Hvad udstyr har jeg selv? Til vandring på en bræ, der ikke er specielt stejl, behøver man ikke helstive støvler. Der kan et par solide, halvstive vandrestøvler bruges. I så fald må man have stegjern med remme. Stegjern med hurtigspænder kan kun bruges til helt stive støvler. Så skal man have en isøkse. Til brævandring er en klassisk bræøkse helt fin, og den er meget lettere end en klatreøkse. Min bræøkse har et skaft på knapt 60 cm. Inden jeg købte selv, har jeg flere gange lånt økser med skaft op til 80 cm. Med et langt skaft behøver man ikke bukke sig lige så meget, når man skal sondere en snebro over en sprække, og man kan bruge den som vandrestav, men når man kommer på stejlere steder, hvor man bruger øksen mere ligesom en klatreøkse, er det lange skaft bare i vejen. Jeg synes, at 60 cm er et passende kompromis. Så har jeg et par isskruer og et sneanker (også kaldet deadman). Skruekarabiner, almindelige karabiner, reb, prusikslynger m.m. bruger jeg det samme, som når jeg klatrer. M.h.t. reb er det en fordel, hvis det er imprægneret mod fugt. Og så selvfølgelig et par gamacher/gaiters, så man ikke får sne i støvlerne. Når jeg har været på brætur i reblag på mindst fire mand, og vi har skullet gå gennem områder, hvor vi kunne se, at der ville blive brug for at sætte forankringer, har den, der gik forrest, fået de fleste af reblagets ísskruer. Hvis hver kan bidrage med et par stykker, er man rimeligt godt kørende. Hvis du er interesseret i at vide mere, vil jeg gerne svare i det omfang, jeg kan. Hvis der dukker et spørgsmål op, som jeg ikke kender tilstrækkeligt til, skal jeg også nok sige fra og ikke bare komme med et skud fra hoften. m.v.h. Lars