Polsk Tatra

[jbl]

Nu efter at have lavet turrapport for sommerens første fjeldtur slår det mig, at jeg aldrig fik lavet en for sidste år.

I 2015 lykkedes det omsider børnene at overtale far her til at vælge en fjelddestination udenfor Norge. Det blev så Tatra i Polen, som jeg ind imellem havde overvejet som et spændende alternativ.

Første mandag i august, en meget tidlig morgen, startede vi bilen i København og kørte mod Gedser, herfra færge til Rostock, og herfra en LANG dag i bil. Berlin var én stor kø, tre-fire vejarbejder måtte vi passere, og da vi krydsede den tysk/polske grænse, var det som at køre fra en moderne motorvej til en grusvej. Nok var der også motorvej på den polske side, men den var stort set ikke vedligeholdt siden 30’erne. Den var bygget af betonplader, og i revnerne mellem pladerne voksede græs og ukrudt, så speederen måtte slippes, hvis bilen skulle holde.

Største udfordring fik vi dog på landevejen fra Krakow til Zakopane, hvor et trafikuheld havde forårsaget en omkørsel. Det var efterhånden blevet mørkt, og vi rådede ikke over en GPS, ved nu heller ikke, om den havde fungeret på de kanter. Vi rakkede rundt på småveje en halvanden times tid, præsterede på et tidspunkt at komme tilbage, hvor omkørslen startede, men kom dog omsider på rette vej. Først efter midnat nåede vi helt udmattede frem til vores hotel i Zakopane.

 

Swinica

Den første formiddag brugte vi på at købe kort og orientere os om procedurerne i området. Vi havde satset på at kunne bruge hytterne inde i fjeldene på samme måde, som vi er vant til i Norge. Det var imidlertid helt umuligt. For at få plads på hytterne i Tatra, i hvert fald på den polske side, skal man have bestilt i god tid.

Vi opsøgte dernæst turistinfrmationen i Zakopane for at få nogle gode råd. Her fik vi den fineste service, man kan tænke sig. Vi blev placeret på stole, der blev ringet og bestilt plads på det bedste hotel i byen vil jeg tro målt i pris (og den var ret overkommelig) kontra kvalitet, og vi blev guidet i brugen af det udmærkede bussystem, så konceptet for vores ture blev at tage en bus ud hver morgen til en af indgangene til nationalparken, gå hvorhen vi ville, og dernæst tage en bus retur til byen. Der var stort set aldrig ventetid på busserne. Der var hele tiden en, når vi ankom, og når den så var fyldt op, og det tog sjældent mere end fem minutter, startede turen.

Efter at have installeret os på vores hotel måtte vi over middag ud på tur. Det var oprindelig min ide at tage svævebanen fra Zakopane op til Kasprowy Wierch, bestige nogle toppe og gå tilbage til byen, men på tursistinformationen havde fået at vide, at der var adskillige timers ventetid på den opadgående svævebane. Vi ændrede derfor plan til at gå op og tage svævebanen ned, en langt mindre benyttet variant som ifølge turistinformationen ikke skulle give ventetid.

Fra foden af svævebanen begav vi os gul rute (ruterne i Tatra har hver en farve, som figurerer på skiltning og på kort) op gennem Dolina Jaworzynka, en frodig dal, videre ad blå rute til Schronisko Murowaniec, en hytte halvvejs oppe i bjergene. Herfra fortsatte vi videre ad blå rute op til Czarny Staw Gasienicowy, en idylisk bjergsø lige under de høje fjelde.

Polsk bjerghytte

Herfra ville jeg gerne have fortsat ad blå rute øst om søen og videre sydvest op på den gennemgående bjergryg, der danner den polsk/slovakiske grænse. Denne rute forekom enormt spændende, og på traversen langs den polsk/slovakiske grænse ville vi komme forbi et utal af toppunkter foruden Swinica (2301 moh). Men tiden var knap, hvis vi skulle nå svævebanen ned, og mit turfølge var knapt så tændt på den "spændende" rute.

Fjeldsø

I stedet tog vi sort rute op mod Koscielec, drejede mod vest ad blå rute og endelig igen ad sort rute op til passet vest for Swinica.

Oppe i passet luftede jeg mine ønsker om at gå til toppen af Swinica, der nu lå blot 150 meter over os. Jeg fik "lov" til at rende op, mens mit turfølge begav sig mod svævebanen. Det sidste stykke op foregik af godt markeret sti med næsten overdreven brug af kæder, man kunne støtte sig til. På toppen blæste en strid vind, men udsigten var fantastisk.

På returen så jeg en lille flok bjerggimser nede i passet. Jeg fortsatte til svævebanen, hvor jeg fandt mit turfølge og vi lod os fragte tilbage til Zakopane.

 

Skovene nord for Tatra

Anden dag var mere skyet, og efter toptur og masser af højdemeter dagen forinden besluttede vi os for en tur i lavereliggende terræn i skovene nord for de høje Tatra-fjelde.

Måske verdens længste trappe

Vi tog en bus ud til den store parkeringsplads ved Palenica Biatczanska. Herfra fulgte vi grøn sti ind i skoven, rundt om et lille engdrag og videre af, hvad der må være verdens længste trappe op til Gesia Szyja, et skovbevokset højdedrag, hvor vi indtog vores niste. Vi fortsatte af grøn rute ned mod vest og videre helt frem mod Schronisko Murovaniec, hvor vi også havde været dagen forinden. Undervejs gik vi igennem utrolig frodig skov med mandshøje bregner og digitalis. Skulle vi have mødt en bamse (ved alle indgange til nationalparken advares mod bjørne, og der gives råd, på polsk, til hvad man bør gøre ved et eventuelt møde), følte vi det skulle være i dette forholdsvis ubesøgte og ufremkommelige terræn.

Frodig skov

Efter at have nydt varm kakao på hytten sluttede vi med at gå ned til Zakopane ad grøn rute, blot for at prøve noget andet end dagen forinden.

 

Rysy

Feriens højdepunkt skulle være at bestige Rysy, Polens højeste fjeld på 2503 moh. Torsdag skinnede solen, og med en god vejrudsigt besluttede vi, at tiden var inde.

Igen tog vi bussen ud til nationalparkindgangen ved Palenica Biatczanska. Denne gang godtede vi os over, vi var i bus og ikke bil. Mens bilerne holdt i massiv kø de sidste to kilometer, svingede busserne blot over i modsatte kørebane og overhalede hele striben af ventende biler uden at skænke modkørende mange tanker.

Fra indgangen til nationalparken flottede vi os og tog hestevogn til Morskim Oku, hytten under Rysy. En tur i hestevogn på 10 km koster i Polen mindre end en tur med Gjendebåden, så det ville vi gerne give for at slippe for den lange indmarch. På turen op overhalede vi en sand folkevandring og jeg tænkte, hvis alle de mennesker skal på Rysy, så bliver der flere timers kø til toppen.

Folkevandringenn stoppede dog ved Morskim Oku, der ligger idylisk ved en sø i frodige omgivelser med høje fjelde bagved ragende en kilometer op.

Fra Morskim Oku påbegyndte vi den egentlige opstigning. Først rundt om søen Moskie Oko, dernæst op ad en stentrappe til næste sø, Czarny Staw pod Rysami, og herfra ad godt markeret sti opover.

På vej mod Rysy

Det bliver efterhånden temmelig stejlt, men et utal af kæder er lagt ud, som man kan støtte sig til alt efter behov. Umiddelbart under nationaltoppen (Polens højeste punkt, dog ikke højeste punkt på Rysy) rammer man eggen og står pludselig ved en afgrund mod øst. En lidt luftig passage venter, men man kan holde til højre, hvis det bliver for luftigt. Og så, lige pludselig, står man på nationaltoppen.

Toppen var rimelig besøgt, omend det ikke voldte problemer at kæmpe sig vej frem til Polens højeste top. Derimod lå Rysys højeste top næsten uberørt hen, blot 50 meter fra nationaltoppen.

Polens nationaltop set fra højeste punkt på Rysy

Her trodsede jeg reglerne om ikke at forlade stierne i nationalparken og listede over på Rysys højeste punkt. Enkelte af de ellers meget autoritesttro (dog ikke i trafikken) polakker vovede at liste med.

Efter at have nydt den fantastiske udsigt i strålende solskin returnerede vi samme vej, vi var kommet op. Igen tog vi en hestevogn ned, selvom jeg næsten vil tro, det kunne gøres lige så hurtigt til fods. Således nægtede kusken at køre, før vognen var fuld, og sidst på dagen tog det sin tid, så jeg nær var blevet nervøs for, om sidste bus var kørt, når vi nåede ned.

 

En slentretur

Efter Rysy ønskede vi igen at gå en tur i lavereliggende terræn. Vi planlagde at starte fra Siwa Polana vest for Zakopane og gå gennem nye skove retur til byen.

Vi tog en bus til Siwa Polana og begav os dernæst på vej. Vi fulgte grøn sti mod syd ind i naionalparken og svingede dernæst mod øst. Efter et par kilometer var stien imidlertid blokeret af skovarbejde. Vi forbandede, at dette ikke havde været annonceret noget tidligere, og returnerede de to kilometer tilbage til hovedstien fra Siwa Polana, hvorfra vi fortsatte sydpå.

Den næste sti mod øst var også blokeret, denne gang var det dog synligt helt ude fra hovedstien, og således blev vi tvunget længere og længere sydpå ind i nationalparken.

He he

Ved det tredie vejskil, som var intakt, forsøgte jeg at lokke mit følge med ind til en hytte Schronisko  Ornak, som lå bag en udløber fra den primære bjergkæde langs den polsk/slovakiske landegrænse. På returen til Kiry ville vi så komme over nogle spændende pas, og vi ville endda kunne fange vores oprindeligt tiltænkte stil tilbage til Zakopane. Imidlertid stred et sådan forslag mod mit turfølges vision om en lidt mere afslappende dag, så vi endte med at gå op til Schronisko na Chocholowskiej Polanie, hvor vi nød vores frokost med en øl/vand, hvorefter vi returnerede til Siwa Polana samme vej, vi var kommet op. Således endte vi med at gå en rigtig polsk søndagstur 10 kilometer ind i nationalparken af let sti/vej til en idylisk beliggende hytte for foden af bjergene, hvorfra vi efter lidt frokostafslapning returnerede tilbage af samme vej, vi var gået ind.

 

Giewont

På vores sidste dag i Tatra besluttede vi at bestige Giewont, en elegant klippeformation vi havde udsigt til fra vores hotelværelse og havde kunnet beundre hver morgen hhv. aften.

Denne gang tog vi bilen til Dolina Malej Laki og begav os i flot solskin ad gul rute op gennem dalen. Vi fulgte gul rute helt op i passet syd for Giewont. Her skiftede vi til blå rute det sidste stykke op.

Køen til toppen af Giewont

100 meter under toppen landede vi i en næsten stillestående kø. Over os kunne vi se det mægtige kors, der står på toppen, og det var svært fristende at bryde ud af køen og bare fortsætte op ad skråningen uden om stien, men i Tatra er det ikke tilladt at gå væk fra stien, og med de mange mennesker, der går i polsk Tatra ville det vel sagtens også slide voldsomt på terrænet, hvis alle valgte deres egen vej. Så vi blev i køen og blev undervejs underholdt af en lille bjerggimse, der lidt på afstand stod og kiggede på menneskekøen og sikkert undrede sig over, hvad alle de mennesker mon lavede.

Gimse

Efter en lille time i kø nåede vi toppen. Her var fyldt op med mennesker, og det er et under at ingen blev skubbet ud over afgrunden. Vi fandt en god plads at sidde på og nyde solen og udsigten med Zakopane dybt under os og det fladere polske sletteland mod nord.

På returen fulgte vi rød rute, der går oppe i højden, først på fjeldsiden og siden ned langs nordvestryggen. Nede i et mindre pas skiftede vi til grøn rute, inden vi stødte til den oprindelige gule rute vi havde fulgt det meste af vejen op.

 

Hjemturen

Belært af udturens transportmæssige besværligheder havde vi besluttet at påbegynde hjemrejsen allerede samme aften efter nedstigningen fra Giewont. Vi kom raskt afsted og fik kørt de første 300-400 kilometer, inden vi indlogerede os på et motel lige før Wrochlav.

Vi var således godt på vej, og hjemturen burde ikke give problemer, men... Vi havde besluttet at undgå Berlin. Det var søndag, en stor rejsedag, og med vejarbejde på motorvejene måtte det blive et mareridt, I stedet ville vi køre ad landeveje op mod Stetin. Her røg vi imidlertid igen ind i et trafikuheld, som havde lukket vejen og sendte os på omkørsel. Her havnede vi ved en lille færge, som ifølge kortet kunne lede os over Oder, men den var tilsyneladende gået i strejke. Vi kunne se den på modsatte flodbred, men den rørte sig ikke ud af flækken. Vi fandt en alternativ vej, men snart, i en mindre provinsby, havnede vi i kø, da en musikfestival lige var sluttet. Endelig ovre på tysk område, på solid motorvej, skulle vi lige have benzin fyldt på, inden vi kunne give den gas. Imidlertid er der ikke oprettet benzintanke endnu ved den nyanlagte motorvej, så vi måtte ti kilometer ind til en landsby i det gamle DDR bag en gammeldags traktor.

Summa summarum, trods fuld gas videre ad motorvejen kunne vi ikke nå vores færge i Rostock. I stedet fik vi en afgang fra Puttgarden kl. 23, så afsted yderigere 300 kilometer rundt om Lübeck. Tilbage i København var klokken langt over midnat. Ikke optimalt at skulle møde på job mandag morgen.

 

Sammenfatning

Tatra er et utrolig flot naturområde. Frodige dale, alpine tinder, stabilt vejr, i hvert fald den periode, vi var der.

På plussiden tæller priserne naturligvis. Mad, indkvartering, fadøl, alt er ekstremt billigt målt i forhold til danske og norske normer. Bussystemet i Zakopane er også virkelig effektivt.

På minussiden tæller besøgstallet i nationalparken. Her er virkelig mange mennesker med heraf følgende gener. Vi er på niveau med Besseggen en solrig dag i juli, hvis ikke værre. Som resultat er det heller ikke tilladt at forlade stierne, og camping finder vist ikke sted i nationalparken.

Det var absolut en stor og god oplevelse at besøge polsk Tatra, men jeg er også glad i år for at være tilbage i Jotunheimen.

[Kjell Iver]

Takk for en flott turrapport! Så ut som en veldig flott tur fra et område som er lite besøkt av skandinaver tror jeg. De har flotte fjell der i Polen - men synd de ikke har vår allemannsrett. Det gjør mulighetene for vandring litt mindre spennende kanskje...

[Lars M]

Den slovakiske del af Tatra kan også anbefales. Da jeg var der for 10 år siden, gik der en direkte flyrute fra London Stanstead til Poprad. Det ved jeg ikke, om der stadig gør. Flypladsen i Poprad ligger på den "rigtige" side af byen i forhold til at komme let og hurtigt ud til fjeldene. De små landsbyer, der ligger højere oppe ved fjeldene, er forbundet med en smalsporsjernbane. I landsbyerne var der hoteller og gæstehuse, hvor vi kunne bo og spise virkelig godt og billigt. Ulempen er, at der fra disse landsbyer stadig er et stykke vej, før man er rigtigt ude i fjeldene, så man er nødt til at leje en bil. Da vi var der, var der ikke særligt mange mennesker, men det kan skyldes, at det var uden for sæsonen - i starten af juni, hvor vintersæsonen var slut, og sommersæsonen ikke var startet endnu.