Vinterfjeld

[Gjest Anonymous]

Det er med vemod i mit sind jeg iakttager den udvikling der finder sted i vinterfjeldet. I tagt med den generelle klimaendring der har bragt lavlandsklimaet op i høifjeldet, har den gemene hop fulgt efter. Nu strømmer de brede lag ut over vidderne på saakaldet racingski hvor navnet kommer av at man raser afsted. Der vi før kjempet os frem på Bratlie’s vox Extreme med anbefalet temperaturintevald mellom –30 og – 50 grader Celsius, er det nu rødt klister der gjælder. Brækker man en fod, er det bare at telefonere med disse nymodens dupedidter, og saa kommer det et helikopter og henter vedkommende.

Hvor er det blevet av eventyret. Før var jo vinterfjeldet kun for de stærke mænd. Stormen hylede og lavinerne gik i et sæt. Nogen ganger overlevet man, nogen ganger ikke. Ofte måtte man søke ly for uveiret i en bræspræk. For at holde på varmen, dynkede man kartet i spriten fra kompasset og tendte paa. Naar maten tok slut og uveiret holdt frem, gik man løs på skismurningen der inneholdt mange kalorier. Naar ogsaa denne var spist op, maatte den sprækeste i laget afsted for at hendte hjælp. Efter endeløse timer med voldsomme strabadser steg han nediset og hvit av sne ind i hotellet. Man kunne så vidt ane det brunbarkede ansigt med det staalblaa blik indenfor ulveskinskanten paa anorakhætten. Damerne blant gjæsterne der ikke hadde vært udenfor hotellets vægger paa flere dager, higstede av beundring for denne frygtløse mand. Saa blev der telefoneret fra hotellet, og Leif Hanoa rykkede ud med sine Røde Kors-mandskaber og polarhunder for at komme de overlevende til undsætning.

Slik var det før i tiden. Nu har eventyret og Nansens aand forlat de hvite vidder.

Ærbødigst

Elias Laagrenning