Gå til innhold
  • Bli medlem

Hytte til hytte i Jotunheimen + Langvasshø + Eventyrisen


jbl

Anbefalte innlegg

Avdalen

På årets fjeldferie i starten af august havde jeg i år selskab af min søn Sebastian på 17 og min yngste datter Amanda på 11. Vi tog en natbus fra København til Oslo, herfra med Valdresekspressen til Øvre Årdal og endelig med en taxa ud ad byen og de første kilometer op i Utladalen til Hjelle, hvor vi blev sat af omkring kl. 17 lige efter den flotte Hjelledalsfos.

Herfra måtte vi gå en lille eftermiddagstur op til Avdalen, hvor vi havde bestilt plads på Avdal Gard til første overnatning. Først gik vi et par kilometer langs den brusende Utlaelv, frem til Avdalfossen. Vi studerede den flotte tos en stund og havde en lille diskussion. Jeg havde lovet børnene, at de i Utladalen skulle se fosser, som de aldrig havde set dem før. Nu påstod de begge, at Høystakafossen ved Bygdin var lige så stor som både Avdalfossen og Hjelledalsfossen. Med al respekt for Høystakkafossen var jeg ikke helt enig, men hvad stiller man op med førstegangsindtryk. Under alle omstændigheder havde jeg en trumf næste dag: Vettisfossen.

Efter Avdalfossen forlod vi Utla og begav os små 200 højdemeter op ad Utladalens stejle vestskråning, og vi fik sved på panden, inden vi nåede op til Avdal Gard, et lille og enormt triveligt sted, en af mine absolutte favoritindkvarteringer, selvom jeg kun har været her en gang tidligere i 2004. Gården ligger lige ved toppen af Avdalfossen, og om aftenen falder man i søvn til den monotone lyd fra fossen. Man har en fantastisk udsigt udover Utla og over på de lodrette fjeldvægge på den anden side af dalen. Og fordi stedet er så lille (foruden os var der kun en anden gruppe fjeldturister), opnår man en tæt kontakt til værterne og de andre gæster.

Utla

Dagen efter skulle vi den lange vej op gennem Utladalen til Skogadalsbøen. Denne tur er efter min mening den flotteste af alle de officielle ruter i Jotunheimen; ekstremt varierende fra frodig skov tæt på havets overflade dybt nede i Utladalen til højfledsatmosfære på Friken, og hele tiden nyt at kigge på.

Efter at være steget ned til Utla igen samme vej, vi var kommet op aftenen forinden, gik vi nogle kilometer langs den vilde Utlaelv. De høje og stejle fjeldsider gav associationer til Grand Canyon, blot var landskabet mere frodigt.

Ved Vettis Gard ventede dagens første og hårdeste stigning op ad Utlas stejle østskråning i frodig skov, dog med en række af udsigtspunkter udover Utla. Fra toppen af stigningen fortsatte vi gennem idylliske Vettismorki, en blandet fyr og birkeskov iblandet småsøer og mose. Her passerede vi også Vettisfossen med dens 275 meter frie fald, og børnene måtte medgive, at selv Høystakkafossen var overgået.

Efter Vettismorki ventede dagens anden opstigning til frodige og imødekommende Fleskedalen, og herefter endnu en opstigning til lige under Friken, hvor man møder af en panoramaudsigt, der intet ligger tilbage for udsigten lige over Besseggen, blot er man her fritaget for masseturismen. Fra Friken kigger man udover Utladalen i hele dens løb. På den anden side har man hele perlerækken af tinder i Hurrungane. Gjertvasstinden, Styggedalstinderne og Storen tager sig fantastiske ud fra denne vinkel. I den modsatte retning rejser Stølsnostinden sig majestætisk, og længere mod øst ligger Uranostinden.

Ikke langt under Friken så vi for første gang Skogadalsbøen langt ude, men der var stadig lang vej at gå, dog hele tiden med et fantastisk udsyn til Hurrungane.

Solen skinnede og varmede det meste af dagen, og efter dagens anden opstigning til Fleskedalen kunne jeg ikke stå for fristelsen til at smide tøjet og tage et dukkert i Fleskedøla. Det var skønt og svalende at dække sig helt med vand et par gange, men da vi fortsatte op mod Friken, begyndte lårene straks at krampe. Jeg har aldrig før haft kramper i fjeldet, så jeg tænker, musklerne er kølet helt ned af det kolde vand. Flere gange måtte jeg kræve pause for at strække benene, og jeg måtte være forsigtig og gå med korte og afmålte skridt, men børnene morede sig fint.

Vi var fremme på Skogadalsbøen sidst på eftermiddagen til nok en hyggelig aften. Skogadalsbøen nyder godt af, at man ikke kan komme hertil hverken med bil eller båd. Følgelig er her kun rigtige fjeldfolk, hvilket giver en speciel stemning, og vi faldt let i snak med de andre gæster.

Til Leirvassbu

Vi vågnede på Skogadalsbøen til nok en solrig dag. Egentlig lovende for en toptur, men Gjertvasstinden var nok for krævende for Amanda, og Uranostinden for langt væk. Så vi måtte på endnu en etapevandring. Amanda havde bemærket, at de på Spiterstulen havde installeret svømmebasin, så der ville hun gerne imod. Det pegede mod enten Leirvassbu eller Olavbu. Jeg lod børnene vælge, og det faldt ud for komforten på Leirvassbu.

Turen til Leirvassbu blev feriens længste (23 km. har jeg læst), men alligevel ikke så anstrengende som turen op gennem Utladalen. Nok ligger Leirvassbu højere end Skogadalsbøen, men stigningen er jævn og fordelt over en stor afstand, så man bemærker næsten ikke, det går opad bakke. Kun fra Storebrua op til Storutladalen kommer pulsen op en lille kilometer.

Storutladalen er frodig og gæstfri, og specielt Raudalstinderne tager sig flot ud. Og når vi holdt pause, kunne vi kigge bagud mod imponerende Gjertvasstinden og Styggedalstinderne. Kyrkja dukkede tidligt op som pejlemærke langt ude i horisonten, og vi kunne hele tiden orientere os, hvor langt vi havde igen. Problemet var blot, at det i begyndelsen næsten ikke virkede, som om vi rykkede nærmere.

Ved Sandelven åbnede en fornem udsigt sig op mod Storebjørn og Sandelvbreen, der imidlertid havde trukket sig meget tilbage siden 2004. Dernæst blev landskabet hurtigt mere goldt, og da det tilmed begyndte at regne, faldt humøret nogle grader. Heldigvis nåede vi snart grusvejen fra Gravdalsdammen, og vi kunne slå automatpiloten til. Lige før nedstigningen til Leirvandet klarede vejret atter op, og vi fik et fint udsyn til Kyrkja, Visbretinden og Tverrbytthornet. Til højre for os lå nu Høgvagltinderne.

Omkring kl. 17 var vi fremme på Leirvassbu efter nok en anstrengende dag.

Langvasshø

På Leirvassbu havde jeg håbet på gode vejrbetingelser for en toptur. Om morgenen lå skyerne højt på himlen, og vejrudsigten var acceptabel om end ikke optimal (lidt regn kunne ventes omkring middagstid). Jeg besluttede at gøre et forsøg på Visbretinden, der havde vist sig så flot dagen forinden.

Amanda havde været svækket en smule af forkølelse de første dage, og jeg tilbød hende en fridag på Leirvassbu. Hun frygtede dog at komme til at kede sig, og endte derfor med at gå med på tur.

Vi fulgte stien mod Gjendebu op til Høgvaglen. Her drejede vi ad stien mod Kyrkja og fulgte den, så længe den steg op mod Kyrkjeoksla. Da stien begyndte at sigte mod skåret syd for Kyrkja, fortsatte vi offpist til fortoppen på Kyrkjeoksla. For ikke at tabe højde gik vi i en bue over nordtoppen på Kyrkjeoksla. Dernæst tabte vi alligevel højde og kunne med fordel være gået i en mere direkte linje. Sydtoppen omgik vi på vestsiden i lidt besværlig ur.

Nu stod vi ved den stejle skråning op mod Langvasshø. Vi overvejede, om man kunne gå østom, men der syntes at være en stejl fjeldside, der blokerede. Altså måtte vi op ad den stejle skråning i grov ur. Oppe over dette besværlige stykke holdt vi en kort pause, inden vi fortsatte det sidste korte stykke op til Langvasshø. Jeg gav topvarden et klap og kiggede mig hurtigt omkring, men ellers fortsatte vi uden stop ned i skåret mellem Langvasshø og Visbretinden.

Her holdt vi en længere pause og spiste vores niste. Der var kun gået få minutter, da skyer drev ind fra syd, og vi blev begravet i tåge. Vi gav os god tid i læ af nogle store klipper, og efter tyve minutter klarede det op. Gjendealperne lå nu badet i sol mod syd, og efter yderligere nogle få minutter, slap også Visbretinden de sidste skyer. Nu lå toppen lige til at indtage.

Men nu kunne Amanda ikke mere. Forkølelsen og den stejle opstigning til Langvasshø havde taget på hendes kræfter, nu havde regnbygen gjort det sidste arbejde. Sebastian og jeg overvejede at løbe op på skift, idet vi ikke kunne lade Amanda alene tilbage nede i skåret. Vi endte dog med, efter nogen ærgrelse, at lade Visbretinden ligge til en anden gang. I stedet returnerede vi til Langvasshø, der nu pludselig var blevet turens hovedattraktion som trods alt en ny top i min lille 2K-samling.

Vi nød udsigten fem minutter, inden vi atter begav os ned over den stejle ur, der nu tilmed var blevet regnvåd. Denne gang omgik vi begge toppunkter på Kyrkjeoksla. Da vi passerede nordtoppen, begyndte det atter at regne, og alle toppe omkring os blev indhyllet i skyer. Denne gang blev regnen ved, og en lille trøst var det, at havde vi ikke ladet Visbretinden ligge, ville det være blevet en lang tur hjem i regn. Omkring kl. 16 nåede vi tilbage til Leirvassbu til varm kakao og kager i cafeteriet.

Spiterstulen og Eventyrisen

Fra Leirvassbu fortsatte vi i gråvejr og småregn til Spiterstulen. Først gik vi gennem Kyrkjeglupen, et goldt og ugæstfrit område, hvor man dog plejer at kunne kigge op mod Kyrkja og Tverrbytthornet. De var dog begge i dagens anledning dækket af skyer. Efter en times tid nærmede vi os nedstigningen til Visdalen. Her blev terrænet straks mere frodigt og imødekommende, selvom vi ikke fik udsyn til alle de fine tinder, der omkranser Visdalen. Ved Visaelven måtte jeg gå over med rygsækken først og dernæst returnere for at støtte Amanda over hovedløbet. Derfra gik det let ned gennem Visdalen, og kl. 15 kunne vi checke ind på Spiterstulen.

Vi blev på Spiterstulen en ekstra dag for at gå på Eventyrisen. Vi havde alle været der før, men det er hver gang en fantastisk oplevelse, specielt for børnene, og alle pengene værd. Klokken ti begav vi os af sted med guiderne og de 30-40 øvrige turdeltagere. Vi fik en rundtur på hele tre timer i brefaldet på Svellnosbreen og oplevede ishuler, tårne og labyrinter.

Om aftenen måtte Amanda naturligvis prøve svømmebasinet i kælderen på Spiterstulen, inden vi næste morgen atter satte kursen mod Danmark. Først med bus til Lom, dernæst med Nordfjordekspressen til Oslo og endelig med natbussen hjem til København.

post-862-13347476621_thumb.jpg

post-862-133474766224_thumb.jpg

post-862-133474766237_thumb.jpg

post-862-133474766248_thumb.jpg

post-862-133474766259_thumb.jpg

post-862-13347476627_thumb.jpg

post-862-133474766282_thumb.jpg

Vis rapporten i Turkartet

Lenke til kommentar
Del på andre sider

Annonse

Hei jbl.

Takker for en god rapport fra turen deres, ser ut til at både store og små hadde en fin tid.

Det er alltid en glede å møte dansker i fjellheimen, blir litt ekstra bevisst på hvor heldige vi er her i Norge som har mulighet til å dyrke våre fjell- og friluftsinteresser.

Regner med det blir flere turer til fjells for deg/dere?

Lenke til kommentar
Del på andre sider

Bli med i samtalen

Du kan publisere innhold nå og registrere deg senere. Hvis du har en konto, logg inn nå for å poste med kontoen din.

Gjest
Skriv svar til emnet...

×   Du har limt inn tekst med formatering.   Gjenopprett formatering

  Du kan kun bruke opp til 75 smilefjes.

×   Lenken din har blitt bygget inn på siden automatisk.   Vis som en ordinær lenke i stedet

×   Tidligere tekst har blitt gjenopprettet.   Tøm tekstverktøy

×   Du kan ikke lime inn bilder direkte. Last opp eller legg inn bilder fra URL.

×
×
  • Opprett ny...

Viktig informasjon

Ved å bruke dette nettstedet godtar du våre Bruksvilkår. Du finner våre Personvernvilkår regler her.